10 dec Yung Lean – Store VEGA
Foto: Malthe Vang Johnsen
Venue: Store VEGA
Dato: Torsdag den 09. december 2021
Kulturfænomenet Yung Lean mestrede i stor stil et udsolgt Store VEGA, hvor det unikke publikum blev taget med på en hæsblæsende rejse gennem mixtapes og albums. En aften, hvor tøjlerne blev sluppet løs og man blev tabt i Yung Leans univers, hvilket har givet koncerten topkarakter!
[rwp_box id=”0″]
Da jeg ankom til Store VEGA klokken 19:05, blev jeg mødt af en enorm slange af mennesker fra hele Skandinavien og flere europæiske lande, som alle havde mødt op for at se deres idol. Der var en gennemgående “Yung-Lean-fase”-stil blandt publikummet og folk var ekstrem spændte i den timelange kø. I indgangen blev der solgt relevant merchandise med stor succes, som skabte en hær af fanboys inde ved scenen. Opvarmningen bestod af chants fra publikum som “Jonatan, Jonatan” (hans rigtige navn), hvorefter der blev blæst nøje udvalgt trap musik ud, hovedsageligt fra Waka Flocka Flame og pladeselskabet Brick Squad.
Klokken 21:00 blev lyset slukket og en majestætisk indtalt stemme introducerede Yung Lean og Sad Boys over gospel instrumental, alt imens stemmen varslede for kæmpe fest og skabte en scenisk betagende intro. Publikum var klar fra start og eksploderede da Yung Lean kom ud til sangene “My Agenda” og “Yayo” fra hans seneste album Starz. Scenen var dekoreret med kæmpe symmetriske svampe forrest, levende sten samt et nedstyrtet rumskib i midten og i baggrunden et kæmpe træ indhyllet i spindelvæv stående imellem to hængende Sad Boys bannere. Yung Lean havde en bevinget mikrofon forrest og var ledsaget af samarbejdspartnerne Yung Gud og Yung Sherman, som styrede knapperne og keyboardet bagerst på scenen. //Good to be back// udtalte Yung Lean og fik det hele til at eskalere, da det velkendte nummer “Afghanistan” blev sat på og folk gav slip på tøjlerne og hoppede som sindssyge. Tempoet røg midlertidigt ned til starten af “Boylife In EU”, men publikum var umættelige og folk hoppede rundt til omkvædet, mens Yung Lean sang over det elektroniske beat. Meget relevant nævnte han //this is the last concert, so lets party!//, inden han fortsatte med endnu en sang fra albummet Starz, nemlig “Pikachu”. Med det grønne lys passende til albummets cover og de perfekt timede strobelys fortsatte festen. Derefter kom der endnu en langsom intro fra sangen “Volt”, hvilket gav publikum mulighed og tid til at opbygge et kæmpe moshpit, som kolliderede da beatet droppede. Yung Lean var særdeles livlig på scenen og drengene bag ved knapperne havde puttet ekstra bass ind og gjort sangene super koncert egnet. Der blev fortsat givet energi til sangen “Friday The 13th”, men den første rigtige nedtoning i tempoet opstod da “Hennessy & Sailor Moon” blev spillet og der opstod smuk fællessang. Effekterne på Yung Leans mikrofon blev skruet op og han mestrede autotunen til punkt og prikke, mens han følsomt gav den gas og folk omfavnede hinanden blandt publikum. Et lille pusterum, som gav folk nye ressourcer til den forvrængede og vilde sang “Hoover”, hvor energiniveauet igen røg til tops.
Et af højdepunkterne ved koncerten var uden tvivl det nostalgiske mix af Yung Leans gennembrydende sange, som har skabt interessen for størstedelen af det udsolgte Store VEGA. Som tidlig Yung Lean fan, rørte det noget specielt, da “Oreomilkshake” kom på efterfulgt af “Hurt” samt “Ginseng Strip 2002” fra albummet Unknown Death 2002 og man blev taget tilbage til 2013, hvor det fedeste var Arizona iced tea og bøllehatte. Magiske øjeblikke, som viser hvilken vild rutsjebanetur Jonatan Leandoer har været på op til 2021. Nostalgien rykkede videre, da de næste kæmpehits “Ghosttown” og “Yoshi City” fra albummet Unknown Memory blev afspillet og publikum taknemmeligt og svedigt fyrede den af. Som det storslåede show det var, kom der en god gammeldags pause efter det nostalgiske mix, hvor publikum fik et velfortjent pusterum.
De tre mænd forlod scenen kort, hvorefter publikum hurtigt begyndt at råbe “Yung Lean, Yung Lean” og klappede ham indbydende tilbage. Der gik ikke længe før de tre tilhængere af Sad Boys crewet kom tilbage på scenen og Yung Lean, omringet af rødt lys og røg, sang tonerne til “Red Bottom Sky”. Sangen spredte masser af kærlighed og de medbragte specielle effekter på mikrofonen komplimenterede i høj grad Yung Leans vokal endnu engang. Før pausen var det klart bevist, at Yung Lean sagtens kunne holde en fest, så da han kunstnerisk udfoldede sig på sangene “Sauron” og “Bender++girlfriend” fra albummet Poison Ivy, var det et friskt og sårbart pust. Han udnyttede sågar scenens dekorationer og satte sig ved rumskibet, der bidrog til den spacey stemning i rummet. Efter den omgang, opildnede Yung Lean som aldrig før og råbte // Are You Ready? //, i takt med at de første toner fra hans måske største hit “Kyoto” blev spillet. Der blev skreget øredøvende med på sangen og især linjen // S-A-D-B-O-Y-S, See me in the club with it tatted on my chest // rungede ud fra de aktiverede fans. Efter kæmpehittet, blev der spillet “Blue Plastic”, hvor Yung Lean slog sig selv løs ved at danse på rekvisitterne og give en solodans til sidst. Hans energi blev overført tilbage til publikum og da en klar fanfavorit “Miami Ultras”, blev sat på, slog det fast at alle kunne hoppe med på et punk-rap orienteret nummer. Mine største kuldegysninger kom, da jeg blev blæst bagover af nummeret “Agony”, som havde en fantastisk respons fra publikum, med en Yung Lean der sang sit hjerte ud. Den sidste sang blev udmeldt og Yung Lean takkede beæret af, mens han i gult lys spillede “Yellow Man” som prikken over i’et for et storslået koncert.
Jeg må være ærlig at sige, at jeg følte mig helt høj, da jeg gik ud fra scenen sammen med mine nye gennemsvedte kammerater. Yung Lean leverede et nøje koordineret show, langt over min forventning, og samlede både nye og gamle fans til en exceptionel fest. De steder, hvor der ikke blev festet og hoppet, sørgede han for ømme øjeblikke med fokus på det kunstneriske og udfordrende. Han viste utrolig kontrol over hele rummets menneskemængde og gav et arena-værdigt show med perfekt timet lys og lyd. Det skal også nævnes at publikum udgjorde en kæmpe effekt og de mange die-hard fans gjorde det til en koncert jeg ikke vil glemme. Derfor fortjener den en klar 5’er!
– Skrevet af Emil Gjedsig Høgh
