VEGA løfter sløret for deres udvalgte i 2022

Foto: VEGAs Udvalgte 2022 // PR

Kunstnerne til VEGAs Udvalgte 2022 er nu offentliggjort, og man vil til koncerten i januar blandt andet kunne opleve PRISMA, Reveal Party og Josie Amadonna.

Så blev det jul igen i år! Spillestedet VEGA kan nu løfte sløret for de kunstnere, der skal spille til VEGAs Udvalgte 2022. Koncerten finder sted allerede den 28. januar, og programmet er spækket med toneangivende kunstnere fra det danske vækstlag. VEGAs Udvalgte har tidligere været med til at fremhæve kunstnere som Jada og Mø, og til sidste års arrangement kunne man blandt andet opleve navne som Angående Mig.

Til dette års arrangement vil man blandt andet kunne opleve Reveal Party, som med deres energiske indie-rock/shoegaze har imponeret både anmeldere og fans. Den fremstormende søsterduo PRISMA er ligeledes på plakaten, hvor man også finder navne som hip hop-stjerneskuddet Josie Amadonna, den melodiske R&B-rapper FLAVA, den folksy singer/songwriter eee gee og FABRÄKs støjende punk-rap.

VEGAs Udvalgte 2022 afholdes i Lille VEGA og billetsalget er allerede begyndt, med en pris på 170 kroner plus gebyr for hele arrangementet.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com