14 dec Vaaje ude med et hjertesuk af en kærlighedssang
Foto: Magnus Løvrød (Pressebillede)
Det norske band Vaaje har udgivet den yndige jazz/folk-sang “Holding On”.
Det Oslo-baserede band Vaaje kunne i sidste uge tilføje endnu et nummer i rækken af deres behagelige jazz-pop. Det nye nummer “Holding On” er en øm kærlighedssang, der tager lytteren med i alle forelskelsens følelser gennem hele livet. Sangen er en sårbar folk-ballade, som med sine minimalistiske melodier og blide harmonier har en skønhed i sit vemod.
Vaaje mødte hinanden i Oslo, hvor de hver især studerede musik, men de blev først samlet som band, da forsanger og sangskriver Guro Vaaje Haugen skulle til sin sangeksamen og blev akkompagneret af guitaristen Marius Klevstad, trommeslager Håkon Mellingen, bassisten Martin Ulltang og Aleksander Lorentzen på keys.
Bandet er nu snart klar til at udgive deres debutalbum Put on a Smile, som lander i januar 2022. Albummet blev indspillet i løbet af en uge på en gammel skole, hvor hovedsalen blev omdannet til et studie. På det kommende album ønsker Vaaje at skildre følelsen af at miste og håbet om, at det en dag bliver bedre.
Indtil albummet lander i næste måned, kan du lytte til “Holding On” på Spotify her.