The Grenadines fejrer julen med hjertevarm single

Foto: Chilie Hviid Orloff (Pressebillede)

I anledning af den første dag i december, udgiver The Grenadines julesangen “It Is Christmas Again”.

Det er i dag den første dag af julemåneden, og det betyder, at man ikke længere kan brokke sig, når Mariah Careys fløjtetoner høres over anlægget i Netto. Det betyder også, at et nyt kuld af julesange lander på streamingtjenesterne, og i år har The Grenadines for første gang tilføjet deres stemme til julekoret med singlen “It Is Christmas Again”. Om deres juledebut udtaler bandet:

Umiddelbart rimer The Grenadines ikke ligefrem på rødkål og brunede kartofler. Vi er ude i noget uprøvet land for os. Og på samme tid er det noget velkendt. Vi holder meget af julen

Kærligheden til julen kan mærkes, for der skys ikke væk fra alle de gode klassikere, når det kommer til julesange. “It Is Christmas Again” har bjældeklang, juleklokker og referencer til decembers kulde, men på intet tidspunkt føles det kliché. Sangen er skrevet af forsanger Morten Fillipsen og handler om, at uanset hvor kold verden måtte være, kan man altid komme hjem til familiens varme og føle sig som et barn igen. Fillipsen dedikerer sangen til sin mor og fortæller:

Min mor er for mig indbegrebet af hvad julen står for – kærlighed, varme og et lys i mørket. Så denne sang er til hende.

Du kan lytte til “It Is Christmas Again” på Spotify her.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com