08 dec Little Dragon udgiver tre takes på samme sang
Foto: PR
Det hypede band Little Dragon udgiver EP med tre variationer over sangen “Drifting Out”, med gæstestjerner som den klassiske cellist Yo-Yo Ma.
I går udgav den elektroniske pop-kvartet Little Dragon tre sange på deres Drifting Out EP, der som navnet antyder centrerer omkring sangen “Drifting Out”. Det svenske band besøgte for nyligt Danmark, hvor de gav koncerter i både VoxHall i Aarhus og DRs Studie 2 i København, og i forbindelse med dette, stillede vi dem nogle hurtige spørgsmål om deres musik.
Drifting Out EP‘en åbner med originalversionen af nummeret, hvor forsanger og frontperson Yukimi Naganos vokal er i fokus, mens et akustisk klaver bevæger sig hastigt op og ned i harmonierne. Dette nummer opfølges af et fuldkommen anderledes bud på samme sang remixet af den klassisk trænede cellist og sanger Kelsey Lu. I denne version introduceres vi til ildevarslende strygere over et dystert beat, mens en dundrende stortromme skubber nummeret fremad. Herefter afsluttes EP’en med en gæsteoptræden fra svenske Jakob Koranyi, som spiller cello side om side med legendariske Yo-Yo Ma. De to cellister mødes i en smuk duet, som komplimenterer vokalmelodien, men også udtrykker sin egen uafhængige melodi.
Du kan høre Little Dragons Drifting Out EP på Spotify her.