Fremstormende Niko Blonde erklærer sin uafhængighed

Foto: Rasmus Rose (Pressebillede)

Niko Blonde har i 2021 fået medvind i sejlene, og han bygger nu videre på sit momentum med singlen “Aldrig”.

Den danske rapper Niko Blonde har i en årrække imponereret med sine melodiske flows og tunge beats. Især i 2021 er der sket ting for den eftertænksomme musiker, som i år blandt andet har optrådt på Carpark Festival i København og i fredags blev sløret løftet for singlen “Aldrig”. Det nye nummer er første smagsprøve på den ambitiøse rappers nye EP Zenit, der udkommer i begyndelsen af næste år med hele 10 sange.

“Aldrig” er en magtdemonstration på mere end én måde. Det er en sang, hvor Niko Blonde med rank ryg og opløftet hoved erklærer sin uafhængighed, men det er også bare et rigtig fedt nummer. Man mærker tydeligt en velfortjent stolthed i omkvæddets mantra, “Jeg har aldrig bedt om en hånd ud”. Versene er spækket af metaforer og Niko Blonde viser, at han er enormt dygtig til at sige meget med få ord og danne indre billeder – for eksempel når han siger “Jeg er begyndt at føle mig selv, som havde jeg mistet mine nøgler // låser døren op, og går i seng, når fuglene de fløjter // minder mig om nye højder”.

Niko Blonde har sat forventningerne højt til sin kommende EP, og mens man venter kan man lytte til “Aldrig” på Spotify her.

Tags:
Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com