Fra feministisk lo-fi-punk til singalongvenlig indierock: Fem østrigske bands, du skal kende til

Foto: Schapka // Naa Teki Lebar (Pressebillede)

Kom med på en musikalsk jordomrejse, når vi i denne artikelserie guider til artister fra nær og fjern. Denne gang går turen til Østrig, som huserer nogle virkelig spændende og spektakulære indiebands. Vi har samlet fem acts, der alle er værd at tjekke ud.

I en verden, hvor radioer og algoritmiske playlister konstant fodrer dig med musik, du kender i forvejen, kan det somme tider være virkelig befriende og inspirerende at udfordre sin musiksmag ved at kigge lidt ud over de danske og amerikanske radiostationers rotationslister. Vi er derfor dykket ned i den østrigske indiescene, der har opfostret en lang stribe af både quirky og uforudsigelige bands. Vi har udvalgt fem specifikke artister, som vi synes, at du skal give et lyt, og der er med garanti noget for dig på listen.

Bilderbuch

Gruppen Bilderbuch har i løbet af hele to årtier været med til at revolutionere den østrigske popscene med deres grænsesøgende sammenblanding af både kommercielle og alternative musikalske æstetikker. Med den karismatiske vokalist Maurice Ernst i front har bandet udgivet seks albums, spillet på gigantiske festivalkoncerter og domineret både den østrigske og tyske radiosendeflade. Bilderbuch er med andre ord nået virkelig bredt ud og er blevet et decideret folkeligt band, selvom de tager nogle ret anderledes valg i deres musik. Som brobyggere mellem det kommercielle og den alternative scene har de opbygget et enormt repertoire, der blandt andet inkluderer sangen “OM”, som du kan tjekke ud på Spotify lige her.

Dives

Medlemmerne fra den unge østrigske indierocktrio Dives mødte hinanden på sangskrivercampen Girls Rock Camp, der hvert år arrangeres af musikforeningen Pink Noise i Østrigs hovedstad Wien. Deres punkede surf-garage-pop har især skabt en dedikeret fanbase i Østeuropa, hvor gruppen har turneret rundt og besøgt både store, etablerede spillesteder og mindre undergrundsklubber. De tre indiedarlings slog for alvor igennem, efter de varmede op for de skotske rocklegender Franz Ferdinand i Wien, og deres seneste single “Streets” er en magtdemonstration af et nummer, som du kan lytte til på på Spotify lige her.

My Ugly Clementine

Det relativt nye band My Ugly Clementine skriver retrorockede sange om selvkærlighed, respekt og ligestilling. Deres anmelderroste debutalbum Vitamin C fra 2020 førte dem på rekordtid forbi prominente branchefestivaler som Reeperbahn, MENT og Eurosonic, og hypen er ganske forståeligt endnu ikke aftaget. Alle bandets fire medlemmer har tidligere været aktuelle på den østrigske scene, og selvom de også lyder godt hver for sig, så går musikken altså for alvor op i en højere enhed, når de går sammen under aliaset My Ugly Clementine. En vaskeægte supergruppe, der blandt andet står bag indiehittet “Who”, som du kan finde på Spotify lige her.

Schapka

Schapka er et feministisk poppunkband fra Wien bestående af fire kvindelige musikere, der er gået sammen i en non-hierarkisk bandkonstellation uden forsanger. Med sprængfarlige energiudløsninger, en gennemført lo-fi-æstetik og et provokerende univers, sætter de forvrængede toner og knivskarpe tekstlinjer til tematikker som sex, queerness og tabubelagte kropsvæsker. Den fandenivoldske power-kvartet har netop udgivet “Showdown”, som du kan lytte til på Spotify lige her.

Wanda

Selvom transnationale band-sammenligninger ofte er mere kiksede end rammende, så er det nok ikke helt ved siden af at kalde Wanda for det østrigske svar på The Minds of 99. Musikalsk set ligger Wanda ganske vist i den lidt mere organiske og indierockede kategori, men der er noget ved både Wandas attitude, den lidt skæve sangskrivning og deres rockikoniske status, der leder tankerne hen mod Nils Brandt og co. Som et selvudnævnt kultband har den wienerske kvintet turneret den tysktalende del af Europa tyndt og spillet op til flere udsolgte arenakoncerter, der har samlet alle aldersgrupper til intens singalong-stemning og storladne rockhymner. Lyt til gennembrudshittet “Bologna” på Spotify lige her.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com