29 nov Thyra Hilden melder sin ankomst med dyster altpop-single
Foto: Jakob Valling (Pressebillede)
Thyra Hilden debuterer med den pulserende altpop-single “Fearless”.
Efter at have opnået international anerkendelse som billedkunstner har Thyra Hilden nu taget springet ud i en karriere som musiker med debutsinglen “Fearless”. Samtidig annoncerer den danske sanger og sangskriver sit debutalbum med titlen Love Drugs, der forventes at udkomme i begyndelsen af næste år. Albummets 11 sange er blevet til i samarbejde med produceren Tendo Herbst, der har fået inspiration fra kunstnere som Billie Eilish og skabt et dystert altpop-univers, som Hildens stemme får lov at boltre sig i.
“Fearless” drives frem af en pulserende stortromme, mens der fortælles om en ung, stærk kvinde, der finder frygtløshed i sin uafhængighed, mens hendes kæreste fortabes i sin afhængighed af kokain. Denne sammenligning af stofmisbrug og kærlighed er noget, der udfoldes på det kommende album, og selv fortæller Thyra Hilden:
– Kærlighed og ensomhed er dybest set kemiske processer i hjernen og kroppen, og denne viden skaber et lidt absurd twist til glæde, længsel og inderlighed.
Du kan allerede nu høre “Fearless” på Spotify her.