Soloartisten Julie Lyskjær tager dig med på hverdagens rejser

Foto: Frank Emil Assmouse (Pressebillede)

Den spirende sangerinde, producer og sangskriver Julie Lyskjær har netop løftet sløret for sin nærmest poetiske debutsingle, som tager dig med på en rejse gennem hverdagens gemysler.

Som et helt nyt navn i det danske vækstslag skiller Julie Lyskjær sig ud med sit rolige lydunivers og sin klare sangstemme, der har en både fængende og intim klang. Hendes historiefortælling er nærmest poetisk, når Julie Lyskjær tager lytterne i hånden, og fører os ind i et relaterbart og nærværende rum. Teksterne centrerer sig om det velkendte, hvor hun formidler hverdagsemner på fineste vis. Om sin sangskrivning fortæller Julie Lyskjær følgende:

– Jeg elsker kontraster! Jeg elsker det polerede og smukke mod det rustne og forvrængede. Som de glasklare solskinsdage hvor træerne stråler af farve overfor de sjaskvåde regnvejrsdage, hvor man for alt i verden vil undgå at cykle.

Hendes debutsingle “Løvfald” er et blottet og ærligt nummer, der indrammer den minimalistiske og indie-folkede musikalske sfære, som den 24-årige artist bevæger sig i. Du kan lytte til “Løvfald” på Spotify lige her, og du kan desuden opleve Julie Lyskjær live, når hun spiller sin debutkoncert på Tapperiet i Køge den 1. december.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com