25 nov Oplev fremadstormende popartist FILIPPA i dokumentarisk portræt
Foto: Emma Ishøy (Pressebillede)
FILIPPA står overfor sit gennembrud som popsanger på den danske musikscene, men bremses af corona-nedlukningen i foråret 2020. I dokumentaren “I en verden ude af takt” tager hun springet og overgiver sig til sin drøm.
Popstjerneskuddet FILIPPA oplevede et afbræk i sin fremfartende karriere, da første corona-nedlukning blev en realitet. Med sit nærværende og ærlige popunivers, der både kan få dig til at fælde en tåre og give den gas på dansegulvet, fik FILIPPA fejet benene væk under os på redaktionen. Efter at drømmen blev sat på pause, har FILIPPA samlet modet til at springe helhjertet ud i popstjernedrømmen – og det er lige præcis den rejse, som vi følger i dokumentaren “I en verden ude af takt”, der er lavet af filminstruktør Cécile Desaint og fotograf Emma Ishøy.
Vi oplever de kedelige konsekvenser, som nedlukningen har haft for mange musikere, når vi på nært hold får lov at følge 27-årige FILIPPA blive konfronteret med tvivl, ensomhed og frygt i kampen for at overleve som musiker uden at kunne spille koncerter.
Du kan se teaseren for “I en verden ude af takt” lige her.
I morgen lander premieren på det dokumentariske portræt af den spirende popartist FILIPPA, som du kan opleve i Københavns URBAN 13. På premiereaftenen vil FILIPPA også spille en koncert, og du kan finde et link til begivenheden lige her.