05 nov Oliver Dengsø – Casanova
Foto: Magnus Olesen (Pressebillede)
Label: Blikflak
Udgivelsesdato: Fredag den 5. november 2021
Oliver Dengsøs andet album er et utroligt gennemtænkt værk, der udover at vise en levende musikalitet også demonstrerer en høj grad af eftertænksomhed. For nogle kan det føles en smule ensformigt, men det er også netop denne kvalitet, der gør at man fordybes.
[rwp_box id=”0″]
Aarhusianske Oliver Dengsø har i flere år nu forsynet os med sin moderne folkpop, der altid tilføjes et elektronisk tvist. I den seneste tid har den danske sanger og sangskrivers udgivelser dog peget i én retning, nemlig opfølgeren til debutalbummet Fortress, der udkom i 2018. Efter at have udgivet fire af albummets singler som smagsprøve, har vi nu endelig mulighed for at tage en ordentlig bid af det endelige værk med titlen Casanova.
Albummet består af 14 numre, der med et glimt i øjet og en vis mængde galgenhumor går i dybden med det indre følelsesliv og dets tanker. Det er med et vemodigt smil, at de tunge emner berøres, og Dengsø fortæller selv om albummets temaer:
– Jeg kan ikke komme på én tekst, der handler om ren lykkefølelse. Melankolien lader mig bearbejde det, jeg har været igennem som en form for terapi og efterlade mig med et smil. Casanova er et album, hvor man ikke er i tvivl om, hvad Dengsøs hovedinstrument er. I næsten alle sangene fornemmer man tydeligt, at de er startet som et eksperiment på guitaren, for siden at blive viderebearbejdet til et endeligt nummer. Dette er dog absolut ikke en dårlig kvalitet, da det betyder, at uanset hvilke vokaleffekter og hvilke synths der tilføjes, er der et fast anker i musikken, som udgøres af Oliver Dengsøs egen musikalitet.
Udover den eksperimenterende musikalitet man oplever, er albummet også en demonstration af Dengsøs grundige overvejelser om, hvordan han bedst fortæller sin historie med de musikalske virkemidler, han har til rådighed. For eksempel bruger han klangen fra de forskellige stemmeregistre til at påvirke stemningen. På de mest jordnære sange såsom “Cloud of Youth” synges versene i et utroligt dybt toneleje, hvilket giver en nærmest Leonard Cohensk kvalitet til den digteriske lyrik, mens de mere radiovenlige numre som titelsangen “Casanova” synges i et langt lysere toneleje og gør omkvædet til en sand ørehænger.
Fælles for alle sangene på albummet er, at det er utroligt let at fordybe sig i musikken, der ofte er minimalistisk i sin struktur og gradvis i sin dynamiske udvikling, hvilket forresten også gælder for albummet som helhed: En rolig singer/songwriter-ballade springer ikke pludseligt over i et pulserende indiepop-nummer og man forbliver derfor i den fordybelse, som sangene nærmest kræver af lytteren. I slutningen af albummet begynder det at føles en smule ensformigt, men da musikken er så behagelig og opslugende, er det ikke noget, der ødelægger oplevelsen.
Alt i alt er Casanova et album, hvor man forsvinder ind i musikkens univers på en sådan måde, at resten af verden sættes på pause et øjeblik. Alting føles utroligt gennemtænkt, men uden at miste det levende element i den musikalske udfoldelse. For nogle kan albummet måske blive en smule ensformigt, men det synes jeg egentlig ikke er et stort problem, for havde det været mere varieret, ville fordybelsen måske blive brudt.
