15 nov Ola Village udgiver legesyg alt-pop single med hjemmelavet musikvideo
Foto: Martin Bremnes (Pressebillede)
Den norske artist Ola Village er ude med ny musik og deler i samme omgang en hjemmelavet musikvideo.
Jon Olav er kunstneren bag det indiepoppede soloprojekt Ola Village, der netop har udgivet den fængende single “Plastic Clown”, som er forløber til hans kommende debut EP. Nummeret er en humoristisk og catchy popsang, der fremføres på en legesyg og upbeat melodi med Jon Olavs cool og tilbagelænede vokal i centrum.
Om “Plastic Clown” fortæller artisten:
– Jeg synes, det er en af de sjoveste sange, jeg har lavet. Den handler om, at du bliver en komplet idiot, eller en klovn om du vil, når du bliver forelsket. Vi prøvede bare at lave en sød, sjov sang, der afspejler den sindsstemning, du er i i forelskelsestilstanden. Et ret godt forsøg, hvis jeg selv skal sige det.
Og netop den klovne-agtige sindstilstand er dét, som Ola Village afspejler i sin kreative, hjemmelavede musikvideo, hvor vi følger artisten iklædt et gennemført klovnekostume.
Ola Village udgiver sin debut-EP Famous den 19. november, og i mellemtiden kan du se musikvideoen til “Plastic Clown” lige her.