fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 47

Foto: UNG-SKAB // Rasmus Laursen (Pressebillede)

Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra kompromisløs indierock til flabet rap. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

Liberty

Hvor: Lille VEGA, København
Hvornår: Onsdag den 24. november

Mattias Kolstrup har med sit kompromisløse soloprojekt Liberty indkapslet forskellige rocktidsaldre i en højenergisk eksplosion af frihedsdyrkende indiemusik. Selvom det kun er halvandet år siden, at han søsatte projektet, har han allerede udgivet to albums i form af sidste års debutalbum Haven’t Felt This Great Since 1988 og den seneste opfølger Moon Child Set on the Sun, der begge er udgivet gennem Kolstrups eget pladeselskab Fickle Binge Records. Tilbage i foråret blev Liberty coronaramt midt i en igangværende Danmarkstourné, men onsdag aften tager han revanche på det københavnske spillested Lille VEGA, der lægger rammerne til Kolstrups rockfest.

såforsatan

Hvor: Ideal Bar, København
Hvornår: Onsdag den 24. november

Sidste års KarriereKanonen-vinder såforsatan inviterer til dunkel hip hop på VEGA-scenen Ideal Bar. Vi har tidligere på året haft den fremadstormende rapper på vores liste over 12 danske rapnavne du skal kende til, og lige siden har han smidt den ene hårdtslående udgivelse efter den anden. såforsatan bruger sin helt egen formel til at skrive sange, og hans måde at indtage den danske hiphop-scene emmer af kreativitet og friskhed, når han blander tunge trap-beats med skrøbelighed og organiske elementer. Der er med andre ord lagt op til en helt særlig aften i selskab med en af hip hop-scenens stærkeste skud, så hvis du er til inderlig dansksproget rap bør du bestemt overveje at lægge et visit forbi såforsatans koncert på Ideal Bar,

BBYBITES

Hvor: Lille Vega, København
Hvornår: Torsdag den 25. november

Som du måske kan se, så er VEGAs musikprogram spækket med interessante koncerter i denne uge, og der er noget til enhver smag. Torsdag aften kan du opleve BBYBITES, der har overtaget de danske radiostationers sendeflader med sin passionerede fusion af flabet rap og fængende popmusik. BBYBITES har brugt det seneste år på at skrive en masse nye sange, og mon ikke der bliver mulighed for at få en smagsprøve på nogle af de ting, hun har arbejdet på. Sidste år havde vi hende på som Ugens Upcoming, og det har været en fornøjelse at følge hendes imponerende karriere sidenhen, så selvfølgelig har hun også fortjent en plads på listen over denne uges koncertanbefalinger.

UNG-SKAB

Hvor: RUST, København
Hvornår: Lørdag den 27. november

Den spritnye R&B-duo UNG-SKAB har på rekordtid indtaget den københavnske undergrundsscene med deres nytænkende blanding af neo-soul, pop og hip hop. Følelserne er helt ude på tøjet, når Clara & Eigil skildrer den ungdommelige kærlighed gennem deres eminente vokalpræstationer, der både smelter sammen i en fælles enhed, men også stikker i forskellige retninger med hvert deres unikke udtryk. Hvis du vil lære dem lidt bedre at kende forud for deres headliner-koncert på RUST, kan du læse artiklen fra oktober måned, hvor de var Ugens Upcoming. Fang dem lørdag aften på Nørrebro-spillestedet RUST, hvor de står klar med et brag af et show.

Stiv af Stemning

Hvor: RUST
Hvornår: Søndag den 28. november

For de fleste menneskers vedkommende byder søndage som regel på rengøring, madpakkesmøring og frustrationer over, at weekenden snart er slut. På søndag har du dog muligheden for i stedet at bruge den på en interessant velgørenhedskoncert på RUST, når eventet Stiv af Stemning løber af stablen. Projektet går ud på at bidrage til en sundere alkoholkultur og vise de unge, at man godt kan være til en festlig koncert uden at være påvirket af alkohol, og arrangementets overskud går desuden til kampagnen “Fuld af Liv”, der netop vil sætte fokus på den danske drukkultur. Aftenens musikprogram byder på spændende shows fra Niko Blonde, Silvia og Szim, så tag din ven under armen og tag vedkommende med til søndagskoncerter i en god sags tjeneste.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com