09 nov Jung-INTERVIEW: »Uden det skal lyde for corny, men altså vores tre liv er jo hele tiden den røde tråd«
Foto: Petra Kleis (Pressebillede)
De seneste år har poprock-darlingerne Jung positioneret sig som ‘det næste store’ i dansk populærmusik, og står nu overfor en arena-tour af så store dimensioner, at andre kunstnere savler bare ved tanken. Mandagen efter udgivelsen af deres andet album ‘Forfra Forbundet’, fik vi lov at besøge trioen i deres øverum på Amager til en snak om det nye album og den forestående turné.
En grå mandag, hvor regnbygerne jævnligt tittede frem, dukkede jeg op i et industrikvarter på Amager, hvor en sweaterklædt Jonas Jung (forsanger) kom gående med en papirpose fyldt med bandets frokost. Efter en kort introduktion blev jeg ført op i en gammeldags fabrikselevator, med pamfletter, klistermærker og graffiti på elevatorens to vægge. Alt var fuldkommen, som jeg forestillede mig, da jeg fik at vide, vi skulle mødes i “Jungs øvelokale”. Da trioen, bestående af Jonas Jung, Michael Hovmand og Sigurd Boesen, havde samlet sig i nogle sofaer på gangen og dykket ned i mad-posens indhold (efter de pænt havde spurgt, om jeg ville have en bid med), faldt vi lidt i snak om, hvordan det hele gik, hvortil Jonas fortalte om weekenden efter udgivelsen af bandets andet album Forfra Forbundet:
– Der er stadig sådan lidt tredjedags-tømmermænd efter i fredags, hvor vores nye plade jo kom, og vi blev simpelthen ‘surprised’ af hele vores dejlige hold. Vi troede, vi bare lige skulle ud at spise med fruerne, men så stod hele Universal [Music], United Stage og folk tæt på projektet. Så den fik en på hatten, må vi sige.
En usædvanlig opstart
Her efter at pandemiens restriktioner har løftet sig, har der også været god grund til fejring af albummet. Jung fik deres store gennembrud omkring der, hvor man kunne høre statsministerens skæbnesvangre ord på fjernsynet, og derved satte en pludselig stopper for alverdens festival- og tourplaner. Alligevel har navnet Jung runget gennem det danske land, så jeg spurgte de tre musikanter om, hvordan de egentlig havde det i kølvandet på det hele:
Sigurd:
– Vi har prøvet at følge med.
Jonas tilføjer:
– Tak fordi du spørger!
Sigurd:
– Vi prøver jo bare at følge med, og prøver at lægge nogle gode planer. Helt konkret sidder vi lige nu og prøver at lægge nogle gode planer for at øve op til vores arena-tour, så vi kan holde hovedet overvande, fordi vi har fucking travlt og vi udgav album i sidste uge, så det er da helt klart en øvelse.
Michael:
– Altså, vi sad jo også og snakkede i fredags, da vi havde udgivet vores album, om historie. Altså da vi startede det her projekt, hvor nogle af de her ting, som vi måske allerede har glemt, der var vi bare sådan, “fuck, var det for to år siden? Shit, mand.” Eller vores trommeslager, der kom med på projektet i starten af 2020, ikke? Og vi føler jo, vi har kendt ham i fem år. Det er jo fordi, vi har været så intenst sammen, og det har været den ene sjove ting efter den anden. Så det er gået hurtigt.
Jonas:
– Men vi har det godt. Det var en kæmpe dag i fredags og det er jo ikke nogen hemmelighed, der blev lavet et andet interview med os, hvor vi sad her som tre meget nervøse læspende løv. Så det der med, at nu er den ligesom ude, og vores fans har taget vildt godt imod den, anmeldere har taget vildt godt imod den. Det gør også bare, at nu er det virkelig sidste kapitel af den her kæmpe maskine, der bare er blevet banket op i løbet af de sidste år, der får den vildeste afslutning nu, med at vi skal spille fire arenaer rundt omkring i landet. Men vi blev jo ligesom lukket ned af corona. Altså, corona startede nærmest den dag vores debutalbum ‘Blitz’ kom ud, så stod vi ligesom og havde en udsolgt forårstour dengang, som jo blev lagt ned. Vi havde en kæmpe sommer med festivaller, som blev lagt ned. Så vi nåede aldrig at møde vores publikum og vi fik lige pludselig en masse tid til, at kunne lave musik. Hele vejen op til, debutpladen udkommer, og sådan er det generelt med albums, at der er ikke så meget tid til bare at være os tre sammen og lave musik. Så dengang kom det på en eller anden måde durk ned fra himlen: “nå ja, vi kan jo tage i sommerhus nu og bare være sammen, og bare være os tre og lave musik”, hvilket også gjorde, at det føltes ikke rigtig som, vi havde sagt, “nu skal vi fandme lave plade to”. Det skete på den der helt naturlige måde, og startede bare på en lyst til at være os tre sammen og lave musik igen. Det tror jeg også har hjulpet meget i forhold til ikke at føle, at “nu skal vi i gang med den svære to’er”, det kom ligesom bare.
Sigurd:
– Hvis vi havde været ude og malke succesen fra det første med kæmpe festivaltour og sådan noget, så havde det nok været noget helt andet at gå i studiet igen. Så måske har vi været hjulpet lidt af corona på lige netop den front.
Jonas:
– Vi kan i hvert fald konstatere, at mens vi lavede pladen, har vi fandme haft det godt. Det har selvfølgelig været røvhårdt, som det er at lave musik, men vi har sgu også haft fuldstændig ‘hands on’ på processen. Det er os selv, der har produceret alt, indspillet alle vokaler i vores eget lille studie, så på den måde har der også været en masse frihed i det.
Netop denne kontrol over musikken og sangskrivningsprocessen lader til at have spillet en stor rolle for bandets rakethurtige kurs mod stjernerne. Mens vi taler, fornemmer man en tydelig kærlighed for musikken, men samtidig giver de udtryk for en velovervejet og udtalt forudsætning for, at deres musikalske foretagende kun kan fortsætte, hvis alle har det sjovt, og at hvert af de tre bandmedlemmer, skal kunne lide den musik, de laver. Jeg spørger så, om det er deres egen smag, og hvad de selv synes er fedt, der er i fokus:
Sigurd:
– I den grad altså.
Jonas:
– Det er ligesom mantraet.
Sigurd:
– Og måske især, netop her på plade nummer to, hvor vi både har skrevet og produceret det hele selv. Der har vi jo været helt egenrådige i forhold til at beslutte, hvornår sangene var færdige, og det har sgu været fedt. Det er jo ligesom det, der er ledestjernen.
Med livet som rød tråd
Både Jungs medlemmer og deres udgivne musik trives med den store kreative frihed, de har haft på deres projekter. Og især dette mantra om, at hvis det lyder fedt, så er det fedt, har skabt en organisk tilblivelsesproces for albummet. Sigurd fortæller, at det betyder for dem, at når de går i studiet, er der ikke nogen overordnet ‘master plan’, men at de har fokus på at skrive de sange, de har på hjerte. Dog syntes jeg at man tydeligt kunne mærke en gennemgående lyd i Jungs musik, så jeg spurgte, om de gjorde noget aktivt for at holde en rød tråd i deres lyd.
Sigurd:
– Altså, vi snakker meget om, hvordan passer den her sang ind i vores univers i den her måde at producere på. Det gør vi jo hele tiden. Så det er sådan noget, vi hele tiden har med, “ej det bliver sgu for poppet med de her instrumenter, i den her synthesizer eller med de her akkorder. Kan vi gøre noget andet i stedet?” Så det ligger ret meget i den måde, vi arbejder på: “kan vi lide det?” Og det er så det, der afspejler sig. Hvis vi kan lide det, så er det os.
Jonas:
– Det var også derfor, jeg fik lyst til at sige, uden det skal lyde for corny, men altså: vores tre liv er jo hele tiden den røde tråd, fordi sangene tager sindssygt meget udgangspunkt i, hvor vi er, og hvordan fanden vi har det. Så på den måde, så er det jo den røde tråd igennem, fordi som Siggi [Sigurd] også siger, vi tre skal hele tiden være enige om, at det her er for fedt. For ellers kommer sangene ikke videre, hvis ikke vi alle tre føler den, og har lyst til at arbejde med den.
Tidsløshed i det enkle
Lytter man til Jungs musik, mærker man udover den pumpende bas og den fængende melodi, en vis tidsløshed i det musikalske udtryk. Tidligere har bandet nævnt, at dette bestemt ikke er et uheld, men at de har en politik om hellere at ville fjerne noget fra en sang, fremfor at tilføje noget ekstra. På forhånd havde jeg lyttet til deres musik med dette princip i tankerne, og jeg blev simpelthen så nysgerrig omkring, hvordan det kom til udtryk i øvelokalet eller i en studie-session.
Michael:
– “Alt Hvad Jeg Har Nu”, et nummer på den nye plade, der er der det her vers, som jo nærmest kun er bas, trommer og vokal, og så kommer der lidt guitar ind i andet vers. Jeg kan huske specifikt på den guitar, at vi virkelig gik i detaljer med den, fordi den skulle være der hele vejen, den der listeguitar, og så var det sådan, “Arh, den skal kun være over det her og det her for at få det til at lyde fedt”. Der kunne vi jo godt have valgt, at der skulle komme noget pad på eller nogle flere effekter, men der vælger vi jo specifikt ud fra en fornemmelse af, at det her synes vi jo bare er fucking råt og virkelig sejt. Så det er bare sådan der, det skal lyde.
Jonas:
– Det er jo på en eller anden måde et ubevidst og meget bevidst dogme, at vi tre taler meget om, ” jamen, kan det her noget, det her stykke, vi sidder og er i gang med? Løfter det sangen, så den bliver bedre?” Og hvis den ikke gør det, så bliver den bare fyret.
Her nævner Sigurd noget med et glimt i øjet, der får os alle til at grine højlydt:
– Måske er vi i virkeligheden bare vildt dårlige til at lave stykker. Altså, til at lave fyld. Nej, men altså siden vi er kommet til at skære så meget væk.
Jonas:
– Så tror jeg også bare, at vi alle tre godt kan lide den der energi, der er i et kortere nummer. Altså, det skal bare sige ‘smak’ og det er vigtigt på en eller anden måde.
Sigurd:
– Og så er det sådan nogle gange med et riff eller en melodilinje, at hvis det ikke er fedt nok i sig selv, så bliver det ikke federe af, at der ligger 10 instrumenter rundt om det. Så er det bare ikke godt nok. Det er jo der, den ligger og det er på en eller anden måde også fedt at arbejde efter det, for det tvinger en til at finde på noget bedre, fordi når man sidder ved en computer og man kan lave 128 spor – du kan fylde alt på i forhold til 50 år siden – men det bliver bare ikke rigtig en bedre sang af det.
Jonas:
– Så får jeg også lyst til at sige, at så til gengæld når vi er live og har Frede (bandets live-trommeslager) med, så er vi jo også fucking rockdrenge ind til benet. Det er ligesom live, vi kan få lov til at lave de der smadrede soloer og de der stykker, hvor tingene bare får lov at intensivere, som det også ligger op til nogle steder på pladen – på plader*ne* – at jo, det kunne godt være otte takter længere, men fuck, det er også bare så fedt, når det er komprimeret. Og når man så begynder at pille stykkerne fra hinanden, kan det også få en ny dimension, når vi spiller live.
Michael:
– Vi vil hellere have følelsen af, at folk hører vores plade og tænker, “ej det var for kort” og så må I høre den igen. Og hvis I gerne vil høre noget mere, så håber vi, at vi ses ude til en af koncerterne.
Fra pandemi til publikum i tusindvis
Hvis du er en af dem, der følger Michaels råd, så både han og de andre fra Jung får muligheden for at skimte ned til dig i en af de store arenaer, der snart fyldes af bandets drømmende energibomber, vil det måske overraske, at de lige nu går og tænker lige så meget på dig – hvis ikke mere – end du tænker på dem. Og hvilke tanker har det relativt nye band omkring den kommende arenatour?
Michael:
– Det er jo helt sygt, jo.
Sigurd uddyber med et glimt i øjet:
– Vi prøver ikke at tænke for meget over det. Ej, personligt, der glæder jeg mig fucking meget. Jeg føler, det er for vildt, at vi får lov til det. Jeg føler mig meget taknemmelig.
Michael:
– Fuldstændigt. Ren taknemmelighed.
Sigurd:
– Og jeg tror heller ikke, jeg fatter det. Altså, for to år siden, der spillede vi Hotel Cecil for 350 mennesker og det var fucking sindssygt. Virkelig. Så jeg tror bare, jeg prøver at ‘go with the flow’ og jeg glæder mig, men jeg kan nok ikke helt forstå det, før vi står der. Og det er nok også en del af den måde, vi har været i den her maskine på, der hedder Jung. Tingene har bare fløjet afsted, så man har sgu ikke rigtig nået at helt fatte, hvad der sker.
Michael:
– Jeg kan godt forestille mig, at når sætlisten mere kommer på plads, vi får øvet alt sammen til bunds og vi står i produktionsøverne, at vi så får nogle øjeblikke. Det plejer vi i hvert fald. At være sådan lidt, “fuck, det kommer til at være fedt det her”. Men det er rigtigt, det kommer først, du ved, derhen ad. Og jeg tror, det er meget godt, at jeg ikke går og er nervøs lige nu, for eksempel, over at skulle spille foran – ja, hvad er det, tyve-, tredivetusind mennesker?
Jonas:
– Det er jo ligesom bare et tal lige nu, og det er meget svært at forestille sig. Vi havde jo nogle oplevelser, da der blev åbnet mere og mere op i løbet af sommeren, hvor vi trods alt spillede 28 koncerter, og vi spillede Øresound, hvor der kunne være 5.000. Allerede det var fuldstændigt sindssygt. Så spillede vi Skive Festival, en fucking klokken 18.00-tid, åbnede den store scene og altså den der følelse af et festivalspublikum, der hoppede, så langt øjede rakte. Vi havde jo aldrig prøvet det før, og der var 7.000! Og i Royal Arena kan der være 16.000! Indendørs! Med slukket lys!
Da frokosten var spist, og vi var ved at runde af, spurgte jeg til sidst, om de på falderebet havde noget på hjertet:
Sigurd:
– Vi håber at se jer alle sammen på vores arenatour. Vi glæder os. Tak fordi I lytter!
Jonas:
– Ja, altid bare bruge muligheden for at sige tak. Tak for at bære os.
Michael:
– Det skal nok blive en kæmpe fest!
