12 nov IDLES – CRAWLER
Foto: Tom Ham (Pressebillede)
Label: Partisan Records
Udgivelsesdato: Fredag den 12. november 2021
IDLES fortsætter eksperimenterne på deres fjerde album – det Kenny Beats-producerede ‘Crawler’.
[rwp_box id=”0″]
// In spite of it all, life is beautiful //
Dette var ordene, som på kryptisk vis skød promoveringen af IDLES’ fjerde studiealbum, Crawler, i gang på diverse sociale medier. Og med de samme ord efterlader forsanger Joe Talbot lytteren efter knap 47 minutter, hvor de følsomme punkere fra Bristol bygger videre på formlen fra seneste LP og trækker deres lyd i helt nye retninger. Den fællessangsvenlige og samfundskritiske blanding af post-punk og post-hardcore er stadig til stede, men den står side om side med mere eksperimenterende numre som de to singler, der skulle agere appetitvækkere før albummets udgivelse: ”The Beachland Ballroom” er bandets forsøg på et godt gammeldags soul-nummer med et punk-twist og er samtidig en af de mest polerede vokalperformances, vi nogensinde har hørt fra Talbot. Modsat er ”Car Crash” et eksempel på industrielt inspireret støjrock, der med tunge, tordnende trommer slår næsten lige så hårdt som et faktisk frontalsammenstød.
Til at hjælpe dem med at tænke nyt har kvintetten endnu en gang hevet Kenny Beats – der er bedst kendt for sine hip-hop-produktioner – med i studiet. Hvor det sidst var i rollen som programmør, sidder han denne gang i producerstolen, som han dog må dele med IDLES’ egen guitarist, Mark Bowen. Ikke desto mindre har han utvivlsomt haft endnu større indflydelse på Crawler, end han havde på Ultra Mono. Går man ind til albummet med en forventning om, at Talbot pludselig er blevet rapper, vil man imidlertid nok blive skuffet. Kenny Beats bidrag består nemlig ikke af den slags 808-tunge rap-produktioner, som han normalt er noget nær verdensmester i at levere. I stedet giver han prøver på sin enorme alsidighed og sans for detaljer, idet han formår at integrere sig selv i bandets univers og samtidig tilføje en atmosfærisk elektronisk kant til albummets lyd.
Og netop atmosfæren er en stor del af det, der adskiller Crawler fra resten af IDLES’ diskografi. Fortællinger om nærdødsoplevelser og alkoholmisbrug bliver udpenslet foran et musikalsk bagtæppe, som er malet med mørke, kolde farver. To gode eksempler på dette er ”Progress” og åbningsnummeret ”MTT 420 RR, der begge er bygget op omkring en vinterlig ambiance, der som en snestorm tager til i styrke og når et isnende klimaks. Selv på de numre, der umiddelbart virker festlige, gemmer der sig noget mere dystert under overfladen. ”The New Sensation”, hvis tekst – tilsyneladende uskyldigt – beordrer lytteren til at danse, fremstår i albummets kontekst som en desperat, alkoholinduceret vrangforestilling om en uendelig fest, som for længst er forbi. Dette gør den hovedsageligt, fordi den dukker op kort efter nummeret ”When the Lights Come On”, der lyrisk består af Talbots erindringer fra en aften, hvor han i en eskapistisk brandert dansede natten væk i et rum fuld af fremmede mennesker. Dette nummer er i øvrigt et af albummets højdepunkter sammen med blandt andet. ”Meds”, der med de insisterende trommer, den Viagra Boys-agtige saxofon og de tunge hardcore-riffs uden tvivl kommer til at blive et live-hit. Fans af IDLES’ to første album, som måske havde håbet på et gensyn med lyden, der gav dem deres gennembrud, vil muligvis blive skuffede over Crawler, der i stedet fungerer som en videreførelse af den eksperimentering, der – på godt og ondt – kendetegnede Ultra Mono. Lyrisk er bandet da heller ikke nær så potente, som de var på Brutalism og Joy as an Act of Resistance – der i mine øjne stadig er de to seneste udgivelser overlegne. Til gengæld er det rart at se, at de – frem for at blive i en form for kreativ stilstand – prøver at bevæge sig i en ny retning – både i forhold til det instrumentale og i forhold til teksterne, der er personlige som aldrig før. IDLES er i hvert fald på ingen måde faldet af på den.
