Brimheim deler nostalgisk kærlighedserklæring til barndomsveninde på ny single

Foto: Sofi Hellberg Olsson (Pressebillede)

Dansk-færøske Brimheim følger op med tredjesinglen “hey amanda” og giver endnu en teaser for hendes kommende debutalbum, can’t hate myself into a different shape.

Bag den særegne artist Brimheim står Helena Rebensdorff, der med en mørk og intim historiefortælling drager lytteren ind i et personligt rum af forskellige øjebliksbilleder, hvor bearbejdelsen af psykisk sårbarhed er et centralt tema.

Den nye single fra Brimheim “hey amanda” er en dybfølt kærlighedserklæring til artistens barndomsveninde, der omsvøbes i et både tempofyldt og længselfuldt lydbillede. På nummeret synger Brimheim sig tilbage til en nostalgipræget tid, hvor bekymringerne ikke havde ligeså stort råderum. Om “hey amanda” fortæller Helena Rebensdorff:

Amanda og jeg blev venner, da vi var 10, og hun er en af mine tætteste venner den dag i dag. Vores venskab har haft en ubeskrivelig betydning for mit liv – især fordi vi sammen udviklede en fælles interesse for kunst og musik i nogle meget påvirkelige år. Jeg føler, at det er noget virkeligt særligt – at gå sammen ind i voksenlivet, se hinanden blive til dem vi er og samtidig stadig holde fast i venskabet. Jeg er enebarn, så Amanda er ligesom det tætteste jeg kommer på at få søskende. Hun bor i Montreal nu, så desværre ser vi ikke hinanden så ofte. Derfor ville jeg skrive en sang, der hylder venskabet med udgangspunkt i barndommens nostalgiske begyndelse.

Du kan opleve Brimheim live på Hotel Cecil i København den 11. december, hvor hun åbner op for sine personlige værker fra det kommende album. I mellemtiden kan du høre “hey amanda” på Spotify lige her.

Tags:
Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com