26 nov Albert: Tre numre jeg hører på repeat
Foto: Anders Berg (Pressebillede)
Albert, der også er kendt som den producerende halvdel af duoen Benal, har netop udgivet sin solodebut sidste fredag. I den anledning har vi spurgt ham om hvilke tre numre, han ikke kan få nok af for tiden.
Alberts soloprojekt forener et både poppet og elektronisk lydunivers, hvor han udfordrer den gængse klubmusik ved at tilføje poppede strukturer. Hans selvbetitlede debutalbum indsamlede mange roser hos vores begejstrede anmelder, der byder på alt fra energiske tecnho-tracks til house-inspirerede numre. Albummet centrerer sig omkring de store følelser fra ungdomsårene, hvor han har inviteret flere danske artister med ombord – blandt andet Mads Bo Iversen, Nicholas ’Kidd’ Westwood og Tobias Rahim.
Vi er mildest talt spændte på at finde ud af, hvor Alberts solorejse ellers tager ham hen. I mellemtiden har vi spurgt den talentfulde producer og artist om hvilke tre numre, han hører på repeat disse dage, og du kan læse hans svar lige her.
Anz feat. George Riley – “You Could Be”
– Det er så fedt, når kunstnere vender bøtten og viser nye sider. Jeg kender normalt Anz fra leftfield club udgivelser på blandt andet Hessle Audio. På “You could be” bliver der serveret snorlige tyggegummi-pop af bedste skuffe. Jeg bliver sendt tilbage til en mere uskyldig tid med uforfalskede følelser udenpå tøjet. Kæmpe hit!
Lyt til “You Could Be” på Spotify lige her.
Johan Pappaconstantino – “J’sais pas”
– Det kan være dejligt befriende ikke at forstå sproget i en sang. Jeg ved stadig ikke hvad Pappaconstantino synger om og har ikke behovet for at vide det. Helt igennem henslængt og doven vokal, der ligger næsten komisk dybt og kommer endnu dybere ned i første del af omkvædet. Det lyder for mig som en virkelig træt, men utrolig charmerende udgave af Stromae.
Du kan høre “J’sais pas” på Spotify lige her.
Sans Soucis – “Air”
– Elsker denne “jordens salt”-agtige produktion, der hovedsagligt er bygget op om London-baserede Sans Soucis’ lyse vokal. Det er så enkelt og fint. og så vrimler det med gode ideer i vokalarrangementet. Og sikke en klang! Et bevis på enkelthedens og gentagelsens styrke.
Lyt til “Air” på Spotify her.