25 nov Årets 25 bedste danske sange
Foto: Mina Okabe // Karen Rosetzsky (Pressebillede)
bbybites, Brimheim, Erika de Casier og Guldimund… Listen er lang, og opgaven har langt fra været nem – men her har du altså redaktionens bud på årets 25 bedste danske sange.
Andreas Odbjerg – “i morgen er der også en dag”
Man kan næsten ikke komme udenom, at den talentfulde sanger og sangskriver Andreas Odbjerg har gjort sig ekstremt bemærket de sidste par år. Førhen har han været geniet bag andre artisters sange, men han har i den grad sat sig fast i dansk musik, som soloartist også. Sangen “ i morgen er der også en dag”, er en af hans mere følsomme sange, som med sit fængende omkvæd og enkle, men smukke tekst virkelig har sat sig fast i mange danskers hjerter.
Angående Mig – “BLOMSTER I LAKKEN”
Med sit rå og forvrængede lydbillede, og sine vrede og nærværende tekster skiller Angående Mig sig ud som et af de mest spændende navne på den alternative hiphop scene. Nummeret “BLOMSTER I LAKKEN” var årets første udspil fra den dansksprogede poet, og endnu engang fik vi at høre et hårdtslående nummer, hvor både frustration og inderlighed skinner igennem i et særegent lydbillede.
Artigeardit & Fraads – “Med hinanden”
Artigeardit har på sit seneste album Held & Lykke Med At Komme Hjem, lavet et yderst spændende samarbejde, nemlig med selveste Fraads. På en eller anden imødekommes de to kunstneres lyd med hinanden og det fungere SÅ godt. Artigeardits rappende vers bliver erstattet med et super catchy omkvæd med Papa Erotic, og nummeret er produceret super godt – hvilket ikke kommer bag på os, da det er Fraads, der har stået for den del. Har man ikke været forbi “Med hinanden” på Artigeardits album, kan vi kun anbefale at tjekke dette undervurderede nummer ud.
BATHSHEBA – “Fighting for Your Love”
Popstjerneskuddet BATHSHEBA har vist sig som en vaskeægte hitmager og nummeret “Fighting for Your Love” er absolut ingen undtagelse. Med sine stærke vokalegenskaber og et energisk beat, brager nummeret afsted på en ekstatisk pop bølge. Budskabet og BATHSHEBA’s indlevende sangstemme har en sand råstyrke, som kan mærkes helt ud igennem anlægget. Derfor har “Fighting for Your Love” fået en velfortjent plads på vores liste over årets 25 bedste danske sange.
BBYBITES – “Take Me Hard”
Med sin charmerende blanding af forførende sang og flabet rap har BBYBITES indtaget den danske musikscene og mildest talt blæst os lyttere omkuld. “Take Me Hard” er fjerde single fra den fremadstormende artist. Det beattunge nummer føres frem på en lækker melodi og en tekst med masser af attitude, der virkelig formår at sætte en festlig stemning for dagen. BBYBITES har endnu engang udgivet et glimrende nummer, som har fulgt vores playlister i weekendernes festlige lag.
Blæst – “Kig op fra Gulvet”
Helt fra starten har vi fulgt Blæsts karriere, og med deres dansable og poppede melodier har de ikke skuffet med et af årets nyere singler fra bandets side af, nemlig “Kig op fra Gulvet”. Singlen er en ægte dansksproget popbasker, med groovende guitariffs og bas hooks, og med den selvsikre forsanger, der synger om at man er den fedeste, kan man ikke andet end at føle den 100% på et dansegulv, eller hvor end man befinder sig. Lige meget hvad, så kan man i hvert fald ikke stå stille.
Brimheim – “Call It What You Want”
Den dansk-færøske singer-songwriter Brimheim sammensmelter sin intime vokal i et køligt og mørkt lydbillede, der i sandhed omfavner en meget nordisk tone. Brimheim er en indlevende historiefortæller og bevæger sig i et musikalsk lag, der på en og samme tid føles underspillet og opbyggende. “Call It What You Want” er en af de fremragende singleudgivelser, som den talentfulde artist har udgivet i år, og den er uundgåeligt endt på vores liste over årets bedste udgivelser fra Danmark.
Coco O. – “Soldier”
2021 blev året, hvor Coco O. vendte tilbage og forkælede os med hendes soul-poppede musik. “Soldier” er en intim og inderlig ballade, der markerer en ny æra for den tidligere Quadron-sangerinde. Med Coco O.s indlevende vokal og tilbagelænede, elektroniske beat har “Soldier” vundet stor popularitet herhjemme og fortjener uden tvivl en plads på vores liste over årets bedste danske sange.
Drew Sycamore – “45 Fahrenheit Girl”
Igen i år får Drew Sycamore en fuldstændig ufortrøden og velfortjent plads på vores liste over årets bedste sange. “45 Fahrenheit Girl” har roteret på alle playlister og har endnu engang en international lydside, der virkelig rammer en nerve i den danske popmusik. Nummeret er både energisk og eftertænksomt, hvilket er en balance, som Drew Sycamore virkelig formår at holde i skak.
Erika de Casier – “Busy”
Den fremadstormende sangerinde Erika de Casier har om nogen haft et fantastisk musikår. Hun vandt dette års Stjernedrys-pris til Kronprinsparrets … spillet koncerter både i ind og udland, og ja hun kunne altså godt blive den næste danske verdensstjerne. Singlen “Busy” fra det seneste album Sensational, er vanvittigt godt nummer, hvor hun i bedste de Casier stil, tager de bedste og til tider lidt “corny” elementer 00’erne, i en nutidig og velproduceret produktion. “Busy” er det perfekte til cykelturen og hendes girl-power brager for alvor igennem på netop dette nummer, som vi er helt vilde med her på redaktionen.
Erika Jane – “I Say Stupid Things”
Erika Jane laver edgy pop med masser af power og fængende omkvæd. Derfor er det en selvfølge, at hendes helt store nummer fra i år, der allerede har fået over 1. million streams på Spotify. “I say Stupid Things” er et velskrevet popnummer, med en yderst international lyd, og har du hørt radio bare én gang i løbet af året, har du helt sikkert stødt på dette storhit.
FABER – “Alle os på landet”
Tidligere på året udgav FABER sit debutalbum Portrætter, som er spækket med fabelagtige eksempler på, hvordan dansk art-pop kan udføres. Dette gør det dog også svært kun at fremhæve ét nummer fra albummet, men “Alle os på landet” er en sang, der rummer alt det, der gør FABER så interessant. Et futuristisk og elektronisk lydbillede danner rammen for en jordnær tekst, som leveres af en følsom vokal.
Guldimund – “Dem vi plejede at være”
Det er ingen hemmelighed at vi her på redaktionen er meget begejstrede for den ærlige og dygtige musiker Guldimund. Han har efter vores mening lavet et af årets bedste danske albums, hvor sangen med samme titel som albummet “Dem vi plejede at være”, har gjort sig ekstra bemærket hos os. Et relativt langt nummer, men som er så stærkt hele vejen igennem, i en hudløs ærlig og rørende fortælling om en relation, der er langt fra hvad det plejede at være. Guldimund slår sig med blandt andet det her nummer, sig fast som en af de dygtigste sangskrivere vi har herhjemme, og denne sang fra albummet rør os hver eneste gang.
iB101 – “I Chose Happy”
Vi har fulgt ivrigt med i iB101s single-udspil i løbet af året, og vi er gang på gang blevet charmeret af hans kompromisløse og internetbaserede æstetik, der flirter med både bedroom pop og højenergisk hyperpop. Dansk-malaysiske Martin Tangsgaard, der er artisten bag kunstnernavnet, skriver popsange med en fantastisk sarkasme, og singlen “I Chose Happy” er et sandt mesterværk med et emiment hook, der understreger Tangsgaards overlegne sangskrivningsevner.
Julie Ellinor – “Disarray”
Det nye stjerneskud Julie Ellinor har sat sig fast i vores musikalske hukommelse fra musikåret 2021. Vi havde fornøjelsen af at have hende på scenen til Bands of Tomorrows Uimodståelige i Byhaven, hvor hun fyldte gårdhaven med sin alternative pop. Med sine fængende melodier og signifikante vokal er hun virkelig en artist, som har meget at spændende at på og med radiohittet “Disarray” har hun i den grad sat sig fast, med sit mørke popunives. Og har man hørt “Disarray” bare én gang, er det svært ikke at have den yderst fængende omkvæd.
Kidd – “Buongiorno”
Kidd er for alvor kommet tilbage i 2021. “Buoungiorno” væltede alle omkuld med sit corny, men fængende saxofon stykke, og siden udgivelsen har ordet “Bourngiono” altså siddet på alles læber og været at finde til de fleste privatfester. Man kan mene hvad man vil om Kidd, men også med dette nummer har han sat sig fast på danskernes nethinder og hofter. Bourngiono!
Mina Okabe – “Walk Away”
Dansk-japanske Mina Okabe har beriget den danske musikscene med hendes fængende indiepoppede toner og ubesværede, letsvævende sangstemme. “Walk Away” er et tilbagelænet nummer, hvor der dog på ingen måde er skruet ned for sangerindens charmerende karisma. Som på mange af Mina Okabes andre numre høres R&B-inspirerede undertoner på “Walk Away”, hvilket tilsætter en lækker vibe til det ørehængende bedroom-pop nummer.
MØ – “Live to Survive”
I foråret vendte MØ stærkt tilbage med det elektroniske pophit “Live to Survive”, der (ikke så overraskende) straks nåede toppen af de danske hitlister. Med sit tempofyldte og roterende omkvæd kan nummeret ikke andet end at cementere sig i vores hjerner og pophjerter allerede efter første lyt. Nummeret er desuden første teaser for MØs tredje studiealbum, som vi kun kan sidde håbefuldt tilbage og vente på.
Noah Carter & School of X – “Dirty Disco”
Det spændende samarbejde mellem den hypede rapper Noah Carter og indiepop-artisten School of X resulterede i den tilbagelænede “Dirty Disco”, hvor Noah Carters selvsikre rap fylder versets lydbillede, mens School of X indtager det fængende omkvæd. Det noget atypiske makkerpar overraskede os med en catchy genre-kombination, som vi ikke vidste, at vi manglede, men som vi absolut ikke er kede af at fylde vores øregange med.
Nøx – “Ravage”
2021 var et år, hvor flere kvinder greb mikrofonen og viste, hvorfor dansk rap ikke kun er for drengene. Især Nøx krævede sin plads med debutalbummet Walk of Shame, som afsluttes af det eftertænksomme nummer “Ravage”. Versene er fyldt med linjer, der sidder fast i tankerne lang tid efter sangen slutter, og beatet er så groovy, at hovedet nærmest tvinges til at nikke med til rytmen.
PRISMA – “I Never Wanted To Meet You”
Den fremadstormende søsterduo PRISMA har spillet sig lige ind i alles hjerter og til toppen af det musikalske vækstlag med singlen “I Never Wanted To Meet You”. Det rå, poprockede lydbillede er på mange frontløber for en mere rock-præget tendens, der bliver mere og mere populær på den danske musikscene.
Rebecca Lou – “Bad Heart”
Seje Rebecca Lou lader sårbarheden fylde i sit storladne rockunivers på nummeret “Bad Hearts”, der handler om at beskytte sig selv fra usunde relationer. Med en stadig energisk og slagkraftig lydside får vi endnu et kompromisløst og fandenivolsk nummer, hvor Rebecca Lou blotter sig selv i et sårbart og personligt budskab. Siden hendes indtog på den danske musikscene, har vi fulgt den talentfulde artist, der med sin rockede lyd skiller sig en del ud fra mange vækstlagskunstnere lige nu.
SASO & Awinbeh – “Damn”
Det er ingen hemmelighed at vi på redaktionen er vilde med SASO, og i år havde vi glæde af EP’en Men I Like, der blev gæstet af en række dygtige kunstnere. Åbningsnummeret “Damn” er en disco-inspireret pop/R&B-banger, der kun forbedres af en Awinbehs sprøde vokal. Nummeret er perfekt til forfesten derhjemme en fredag aften, så man i fællesskab kan synge med på omkvædets “Damn you look good tonight”.
Sivas & Lord Siva – “Push it to the limit”
Det var bare et spørgsmål om tid, før de to danske superstjerner der ofte forveksles med hinanden samledes et nummer sammen, om ikke andet så bare for meme-værdien. “Push it to the limit” formår at finde det punkt på det musikalske spektrum, der er fælles for de to kunstnere, og sangen lyder derfor som en sammensmeltning af Sivas’ “Sidste Timer” og storhittet “Solhverv” fra Lord Siva.
Pauline – “Ny og Næ”
Den spirende singer-songwriter Pauline udgav sin debutsingle “Ny og Næ” tidligere på året, hvor hun markerede sig selv som en dansk artist, der er værd at holde et vågent øje med. Med sine dansksprogede tekster, fyldige vokal og lækre guitarrifs sammenstøber hun en moderne poprock-lyd, som er dét, der gør Pauline til en virkelig tiltalende artist.