fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 46

Foto: NØX (PR)

Så er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som i denne omgang byder på alt fra elektronisk slumpoesi til pop-poetisk dansefest. Vi har udvalgt fem interessante oplevelser, som du kan læse mere om herunder.

Tredjeperson x UNA-LUGA

Hvor: H15, København
Hvornår: Torsdag den 18. november

Vi har ved flere lejligheder vist vores begejstring over de fandenivoldske indierockere fra gruppen Tredjeperson, der tilbage i september var Ugens Upcoming på vores site i forbindelse med udgivelsen af deres overlegne debutsingle “Under Vandet”. Torsdag aften har du muligheden for at give dig hen til deres rodløse, pulserende og selvreflekterende popunivers, når de rammer spillestedet H15 i Kødbyen. Samme aften kan du desuden opleve den mystiske og fortryllende popmagiker UNA-LUGA, der åbner begivenheden, så du kan med god grund se frem til en helt særlig aften.

FABRÄK x såforsatan x Ravi Kuma

Hvor: Gimle, Roskilde
Hvornår: Fredag den 19. november

Fredag aften runder Roskilde Festivals vidensfestival GRASP af med et brag af et afterparty på spillestedet Gimle. Aftenens program er kurateret af Roskilde Festival Højskole og byder på to fænomenale danske hiphop-acts i form af den selvudleverende lyriksmed såforsatan og den anmelderroste energibombe Ravi Kuma. Der er med andre ord garanteret fart over feltet og en koncertaften i allerhøjeste gear, når de to hiphop-artister inviterer til rapfest på Roskilde-spillestedet Gimle. Hvis du allerede har billetter til GRASP er der gratis entré, og ellers kan du købe billetter til afslutningsfesten på Gimles egen hjemmeside.

iomfro

Hvor: RUST, København
Hvornår: Lørdag den 20. november

Hverdagspoeten iomfro inviterer til følsom, spydig og antiekstrem normcore-pop på RUST lørdag aften. Tidligere på året gav vores anmelder Alma Kjær Agergaards soloprojekt fuld plade, da hun leverede en perfekt uperfekt koncertoplevelse under årets UHØRT Festival, og sidenhen er det gået virkelig stærkt for den danske indiepopper. Med solid radiorotation på P6 BEAT og en nylig koncert på landsdækkende TV til Kronprinsparrets Priser har iomfro bevæget sig mod popstjernehimlen i accelererende fart, og vi anbefaler derfor stærkt, at du lægger et visit forbi hendes koncert på lørdag. Udover koncerten kan du også opleve en eksklusiv digtoplæsning med Anna Juul (tidligere kendt under aliasset Veronika Katinka Martzen), der varmer iomfros publikum op med finurlig hverdagslyrik fra øverste hylde.

NØX

Hvor: Forbrændingen, Albertslund
Hvornår: Lørdag den 20. november

Lørdag aften kan du opleve rapkæftet slumpoesi fra en af Vestegnens stærkeste rapdronninger, når stjerneskuddet NØX inviterer publikum ind i et univers af dødsangst, ghetto-romancer og brændende trap-beats på selveste Forbrændingen i Albertslund. NØX har for nyligt udgivet sit fremragende debutalbum Walk of Shame, der blander vildskab med fordærvelse i et tragikomisk møde mellem Brøndbys betonblokke og Bellevues minkpelse. Du kan forvente elektronisk hiphop i sværklasse og et tekstunivers fra en helt anden galakse, når NØX sætter ild til det hele på lørdag.

Sille Nilsson

Hvor: Dexter, Odense
Hvornår: Søndag den 21. november

Efter tre års pause fra koncertscenen vendte indiefolk-artisten Sille Nilsson tidligere på året tilbage med fornyet energi, dansksprogede tekster og spritnye sange. I januar udgav hun albummet Sig En Lyd, og på søndag fejrer hun den fysiske udgivelse af pladen med en intim koncertoplevelse på Odense-spillestedet Dexter. Sille Nilsson har virkelig genfundet sig selv rent musikalsk, og hendes rejse ind i det danske sprog er virkelig spændende at følge med i. Hvis du er på de fynske kanter i weekenden, anbefaler vi derfor stærkt, at du slår et smut forbi Dexter til en søndagskoncert i selskab med Sille Nilsson og hendes liveband.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com