12 nov Holly Humberstone – The Walls Are Way Too Thin
Foto: Phoebe Fox (Pressebillede)
Label: Polydor Records
Udgivelsesdato: Fredag den 12. november
Hyperaktuelle Holly Humberstone er ude med sit andet EP-udspil, der med få virkemidler og en overlegen sangskrivning lyser op som et af de mest tidsløse popværker i nyere tid.
[rwp_box id=”0″]
Den kun 21-årig britiske indie-darling Holly Humberstone er ude med sin anden EP The Walls Are Way Too Thin, der sætter to streger under hendes status som et af de mest lovende globale pophåb lige nu. EP’ens seks sange kredser rundt om et 80’er-nostalgisk elektropop-univers med et indierocket islæt, og generelt er det svært ikke at blive væltet bagover af den tekniske overlegenhed i både vokalføring, produktion og sangskrivning, der stråler igennem på pladens i alt seks sange.
EP’en starter elegant ud med den korte klaverballade “Haunted House”, der indleder udgivelsen med en silkeblød pianolyd og nogle virkelig fine melodier fremført af en sårbar og inderlig vokal med den helt perfekte mængde rumklang. På den efterfølgende titelsang “The Walls Are Way Too Thin” indtræder en glitrende synthfigur og et insisterende ‘fire i gulvet’-beat, der med det samme understreger EP’ens dynamiske legesyghed og Humberstones tårnhøje kunstneriske ambitioner. Tempoet skrues en anelse ned på den Matty Healy-produceret kærlighedsballade “Please Don’t Leave Just Yet”, hvor Humberstones og 1975-forsangerens eminente vokaler fletter sig sammen i et smukt omkvæd oven på et langsomt, men stadig frembrusende instrumental underlag.
Energien udfordres lidt på den tilbagelænede og måske knap så stærke “Thursday”, der dog hurtigt legitimeres af den efterfølgende hitsingle “Scarlett”. På det sidste nummer “Friendly Fire” afrunder Humberstone EP’en med et elegant og underspillet højdepunkt, der trods en skrabet og tilbageholdende produktion fremstår som en af udgivelsens absolut mest magiske momenter. På et pulserende fundament af en organisk guitarfigur og en filtreret og repetitiv storetrommefigur udfolder Humberstone sin vokal gennem nogle virkelig stærke melodier, som jeg faktisk har haft på hjernen, siden jeg hørte den dengang uudgivne sang for første gang under hendes eksklusive showcase på Hotel Cecil.
Holly Humberstone formår på de seks sange at skabe et innovativt og kompromisløst univers, uden at sangene drukner i effekter eller lydtekniske ambitioner. Melodierne, fortællingerne og de personlige aftryk står alle knivskarpt, og EP’en er derfor et tidsløst popværk, der også vil kunne holde sig aktuelt, selv når den nuværende 80’er-nostalgiske popbølge er aftaget. Med de danske musikfestivalers aktualitetsprincip er den hypede brite en oplagt satsning, så mon ikke vi får lov til at opleve hende på en af Danmarks største festivaler til sommer. Uanset hvad glæder jeg mig til at se, hvad hendes næste træk bliver, for Humberstone er uden tvivl en af de mest spændende indie-acts på verdensplan lige nu.
