18 nov 10 hurtige til… Holly Humberstone
Foto: Louis Browne (Pressebillede)
I fredags udgav den britiske indiepopper Holly Humberstone sin længeventede EP, og i den anledning har vi stillet 10 hurtige spørgsmål til den fremadstormende artist, så du kan lære hende endnu bedre at kende.
Britiske Holly Humberstone har med raketfart stormet den internationale indiescene, og i fredags smed hun endelig sin anden EP-udgivelse The Walls Are Way Too Thin på gaden, der da også blæste vores begejstrede anmelder bagover. Holly Humberstones lydunivers er dynamisk og alsidigt, og hendes overlegne sangskrivningstalenter er noget af det, som virkelig skiller den blot 21-årige artist ud fra mængden. På hendes nye EP skaber hun et 80’er-nostalgisk og elektropoppet lydbillede med en indierocket vibe, der strækker sig vidt fra de tilbagelænede ballader til de energiske pop-rock numre.
Den unge artist er hyperaktuel lige nu, og hun har da også været et smut forbi og besøge Hotel Cecil i København, hvor hun gav en eksklusiv intim-koncert, som du kan læse om i vores reportage af koncerten her. Netop derfor har vi stillet 10 hurtige spørgsmål til Holly Humberstone, og du kan læse hendes svar i artiklen herunder.
1. Min musik er…
– Min egen måde at håndtere forandringer og ting, som jeg går igennem. Jeg er meget ærlig, og jeg er allermest sårbar i min sangskrivning, og jeg tror, det er derfor, at folk kan relatere til den.
2. Jeg begyndte at lave musik fordi…
– Det var bare min måde at arbejde igennem ting og skabe mening i verden omkring mig, da jeg voksede op. Det har altid været et trygt rum for mig, hvor jeg kunne sige, hvad jeg ville, og hvor jeg kunne være fuldstændig åben og ufiltreret. Det er stadig min egen form for terapi og den eneste konstante ting i mit liv, som jeg kan vende tilbage til, hvor jeg kan arbejde med mine følelser.
3. Jeg finder inspiration i…
– Så mange forskellige ting. Jeg har noter på min telefon med ord eller sætninger, som kommer til mig i løbet af dagen, og andre ting som kan kickstarte en sang eller inspirere mig. Jeg føler mig også mest inspireret, når jeg bruger en masse tid med mine venner og familie og har virkelig travlt. Jeg tror også, at det, at jeg konstant hører en masse forskellig musik, hjælper mig med at forblive inspireret og gør mig til en bedre sangskriver.
4. Den bedste koncert, jeg har været til, er … fordi…
– Hvert år tager min familie og jeg til en festival, der hedder End Of The Road, og det er bare årets højdepunkt hver gang. Jeg tager altid derfra og føler mig så inspireret, og jeg har opdaget så mange af mine yndlingsartister der, som Big Thief og Julia Jacklin. Det er også bare en virkelig speciel tid sammen med min famile!
5. Det bedste sted, jeg kunne forestille mig at spille, er… fordi….
– Muligvis en festival på skiløjperne! At stå på ski er nok min yndlingsaktivitet nogensinde, og at kunne spille en koncert, mens jeg skulle på ski, ville bogstavelig talt være en drøm.
6. Hvis jeg ikke spillede musik, ville jeg sikkert…
– Forsøge at komme til at spille musik. Det er på en måde det eneste, som jeg nogensinde har ville lave og det eneste, jeg nogensinde har set mig selv lave! Jeg var aldrig særlig interesseret i noget i skolen, og musik var altid det, jeg elskede at bruge tid på. Jeg føler mig rigtig heldig over, at jeg kan leve af det, det er virkelig fedt!
7. Min yndlings artist lige nu…
– Jeg har så mange yndlings artister! For øjeblikket elsker jeg det nye Hovvdy album. Jeg elsker også Harrison Whitford.
8. Det vigtigste for mig, når jeg laver musik, er…
– At føle mig afslappet og komfortabel. Jeg føler, at pres virkelig stopper alt kreativitet, og jeg kan ikke håndtere det. Meget af tiden er jeg nødt til at vente på, at inspirationen kommer til mig, fremfor at prøve at forcere det.
9. Når folk lytter til min musik, skal de…
– Lytte til hvert et ord! Ordene er den vigtigste del af alle sangene, og de er meget personlige for mig, så jeg håber, at folk kan relatere til dem.
10. Hvordan var det at spille på Hotel Cecil?
– Jeg kom tilbage fra København for et par dage siden, og det var så dejligt at være der! Det var min første gang i Danmark, så det var virkelig rigtig specielt for mig at møde folk og spille en koncert udenfor England!