01 nov Hanne Mjøen-INTERVIEW: »Det er surrealistisk at tænke på, at nogen på den anden side af jorden kan lide mine sange.«
Foto: Hanne Mjøen // PR
Det norske stjerneskud Hanne Mjøen har vundet stor popularitet med sin skandinaviske elektropop, der er i sin lyd og komposition er sammenligneligt med de helt store popartister fra Norden. Med hendes farverige kompositioner og dybt personlige tekster puster den talentfulde artist ny luft til ilden i den dominerende popgenre og fremsynet mod et internationalt gennembrud er muligvis ikke langt at skue for elektropop-artisten Hanne Mjøen. Vi har taget en snak med kvinden bag soloprojektet om hendes musikalske rejse og nyligt udgivne debut-EP – og ikke mindst hvordan naturlighed er et vigtigt element i artistens proces.
Det er en grå efterårs formiddag, da Hanne Mjøen og jeg har aftalt at tage en snak om hendes nye EP Emotional Fever over telefonen. Jeg får fat i Hanne en halv times tid før, hun er på vej videre mod studiet. Der er ingen tvivl om, at den fremadstormende artist har et tætpakket og travlt program, og da vores interview skal foregå over telefoniske omstændigheder, spørger jeg ind til, hvor hun befinder sig lige nu. Den norske artist er i Stockholm på en skriverejse, hvilket virkelig understreger det tempo, som hendes kreative flow forløber sig i nu. På det her tidspunkt i starten af oktober er det nemlig blot få uger siden, at Hanne Mjøen har smidt sin debut på gaden, og allerede er der nyt materiale på tapetet til hendes næste EP.
Dog har det været en proces for den 26-årige singer-songwriter at fokusere fast og holdent på hendes egen musikkarriere og fortælle sin egen historie. Vi kommer til at snakke om, hvornår Hanne oplevede, at hendes lyd og musikalske drive begyndte at tage fart.
– Jeg følte et vendepunkt, efter jeg skrev ”Hell With You”. For efter at jeg udgav ”Sounds Good To Me”, tog jeg en lille pause fra mit eget projekt – og så kom der en pause i min proces, fordi jeg ikke kunne udgive flere sange. I den periode skrev jeg for andre artister, men så skrev jeg ”Hell With You”, og jeg kunne mærke, at det her var en speciel sang, hvor jeg virkelig gerne ville fortsætte historien. Det var her, at jeg fik motivationen tilbage til at skrive sange til mig selv, og ja, fokusere på min egen karriere.
Hanne fortæller desuden, hvordan det også var her, at hun mærkede et vendepunkt i hendes musikalske karriere som soloartist, da ”Hell With You” var startskuddet for udgivelsen af hendes første EP, og at hun derfor aldrig havde prøvet at udgive så mange sange på én gang og altså fortælle en sammenhængende historie.
Forud for hendes debut Emotional Fever har Hanne fra 19-års alderen udgivet adskillige singler, men den internationale opmærksomhed fra især Tyskland og resten af Skandinavien har været en overvældende oplevelse for den talentfulde artist. Om succesen med ”Hell With You” fortæller hun mig ydmygt i telefonen:
– Det føles mærkeligt og surrealistisk. Jeg kan ikke forestille mig, at nogen på den anden side af jorden kan lide mine sange. Det gør mig bare mere motiveret til at skrive sange, fordi det betyder, at de rammer en nerve nogle steder.
Adskiller ikke sig selv fra musikken
Hanne Mjøens musikinteresse strækker sig langt tilbage til hendes spæde ungdomsår – fra hun begyndte at performe som 12-årig, til hun flyttede hjemmefra og startede på sin første musikskole, da hun var 16 år gammel. Hun fortæller mig om begyndelsen på hendes skriveproces og de første usikre skridt ind i musikbranchen.
– Jeg ville se, hvor musikken kunne tage mig hen… Og så startede jeg med at skrive for mig selv, men jeg følte ikke rigtig, at jeg kunne få de rigtige ord ind i det, eller at jeg vidste, hvad jeg lavede. Da jeg var 18, flyttede jeg til Oslo og startede på en anden musikskole, hvor jeg mødte andre mennesker, som også skrev musik – også i selskab med andre. Her lyste et lys op for mig, altså at jeg kunne skrive med andre mennesker, og vi kunne snakke om alle mulige slags følelser og ting, som vi har været igennem sammen og få musikken til at lyde bedre.
Jeg spørger Hanne, om det var her, at hun virkelig begyndte at finde sin egen lyd, da hun netop fandt et musikalsk netværk og et fællesskab, hvor hun fik en ny form for bekræftelse. Hertil svarer hun grinende:
– Ja, jeg følte det som om, at jeg havde fundet min stemme, fordi der var nogle, som bekræftede, at min sangskrivning var god. Så følte jeg det pludselig som om, at ”nå, så jeg kan faktisk skrive nu”.
I den forbindelse spørger jeg Hanne om, hvem hun er bag artisten, og her bliver det tydeligt, at artisten Hanne Mjøen altså ikke er en form for musikalsk alter ego. Grænserne mellem Hanne og musikken er slørede, og hun har svært ved at adskille sig selv fra den musik, som hun laver.
Hanne svarer mig på en fortænkende måde:
– Jeg har altid lavet musik. Det har altid været dén ting, som jeg har været god til. Så jeg føler faktisk bare, at ”mig bag musikken” stadig er musik. Men selvfølgelig gør jeg alt det, jeg skriver, en smule mere ekstremt i min musik, end det er i virkeligheden.
Og det giver god mening, det Hanne fortæller. Hendes tekster er nemlig gennemsyret med en blottet ærlighed, som lige præcis er med til at gøre hendes musik så fængende og tiltalende, som den her. Det leder os til at snakke mere indgående om, hvordan Hanne Mjøen vil beskrive hendes musikalske udtryk.
– Jeg føler, at det er et mix mellem 80’er pop og moderne pop tilføjet en lille smule mørke. Hvis jeg kunne beskrive den visuelt, for at gøre det mere forståeligt for mennesker, der ikke laver musik, så ville jeg sige, at i mit hoved ligner det eufori.
Hanne Mjøens lyd har et tilsyneladende internationalt udsyn, som tidligere er blevet sammenlignet med andre skandinaviske sangerinder, som netop har haft succes med internationale gennembrud. Da jeg spørger Hanne ind til sammenligningen med blandt andet danske MØ og norske Sigrid og – hvilke inspirationskilder, som fylder i hendes musik, svarer hun beskedent:
– Det betyder meget for mig, når folk sammenligner mig med succesfulde artister. Det er virkelig cool. Jeg tror, at Robyn er min ultimative favorit artist. Jeg elsker virkelig hendes lyd og hendes historiefortælling er virkelig nice, for du kan forstå alt, hun synger, men det er samtidig interessant. Så det er det, som jeg elsker ved hende.
Processen bag Emotional Fever
På bagkanten af vores snak om Hannes musikalske baggrund, drejer vi samtalen hen på den aktuelle EP udgivelse, som er Hannes debut og første sammenhængende sangkollektion. Jeg spørger ind til tankerne og processen bag Emotional Fever.
– Det er i bund og grund bare et resultat af mig, der vokser op. At være i 20’erne og starte dit eget liv og finde ud af forhold og dine følelser, og hvordan det er at være i den virkelige verden. Hvordan det er, ikke at være influeret af kunst – jeg er blevet mere influeret af film og serier, og har der set, hvordan kærlighed kan se ud, men så går det op for mig [som voksen], hvordan det rent faktisk ser ud. At du faktisk er nødt til at tage beslutninger, og hvor hårdt det også kan være.
Her føles det så naturligt for mig at spørge ind til inspirationen bag EP’ens titel Emotional Fever, hvortil Hanne nøje forklarer:
– Titlen Emotional Fever har været i mine noter i et stykke tid. Enten til en sang eller til noget andet, som jeg ville skrive om. Efter jeg skrev titelsangen ”Emotional Fever” følte jeg endelig, at jeg fik et udløb til den. Men så følte jeg ligesom, at alle lydene på EP’en handler om følelser (tydeligvis). De handler om alle de ting, som du kan gå igennem, og delen med ”fever” bliver så forklaret af noget, som du ikke har kontrol over. Det er ligesom, du bliver bare nødt til at følge dine følelser. Du kan være højt oppe, og du kan også være virkelig langt nede. Det er ligesom en rutsjebanetur, vi må bare være tilstede på turen og jeg følte, at det passede godt som titlen til EP’en, da alle sangene går igennem det.
Hanne og jeg taler om den kontrastfulde kombination mellem de ofte mørke tekster og den glade elektropoppede lyd, som dominerer på EP’en. Den norske sangerindens tekster er nemlig ekstremt relaterbare, især for os i midt-slut 20’erne, og kombinationen mellem det mørke og det dansable er meget interessant. Hanne fortæller, at EP’ens 80’er poppede lyd simpelthen bare er dét, som tiltrækker hendes ører – men at det ene ikke behøver at udelukke det andet.
– Det har bare været naturligt for mig at gå i den retning. Også med lyrikken, som jeg føler, for det meste er rimelig mørk. Jeg ville lave et rum, som kan lyde som det er i mit hoved, tror jeg. Jeg kan lide kombinationen, at det ikke behøver være så sort og hvidt. Det er jo sådan, at du kan have forskellige følelser på samme tid, du kan være glad samtidig med at være ked af det.
Det er derfor, at jeg kan lide at kombinere de to elementer – så du kan lytte og ikke rigtig høre efter teksten og bare have en fest, og så kan du også virkelig lytte efter teksten og føle hvad budskabet er.
Til andre artister: Gør hvad der er naturligt for dig og find et musikalsk fællesskab
Før vi slutter vores interview, spørger jeg Hanne Mjøen, om hun har et råd til andre upcoming artister. På eftertænksom vis svarer den norske artist:
– Til andre artister: Gør hvad der føles naturligt for dig og find et musikalsk fællesskab, som kan lide den slags musik, som du også kan lide. Du burde ikke lade nogen andre bestemme hvilken slags musik, som du skal lave. Fortsæt med dét, som føles naturligt for dig med de mennesker, som vil hjælpe dig. Bare følg dit hjerte.
Hendes råd kommer et personligt og erfaringsrigt sted fra, da Hanne selv har prøvet at lave musik, der ikke kom fra hendes eget hjerte. Men hendes erfaringer har rykket på de krav, hun har til sig selv og dem, som hun vælger at arbejde sammen med på hendes musik.
– Jeg tror ikke, at jeg kunne arbejde sammen med nogen, som ville influere mig til at gøre noget andet, end hvad der føles naturligt for mig. Det har jeg prøvet før, og det gør bare sangene forvirrende. Jeg endte op med at skrive sange, som jeg ikke havde lyst til, og så giver sangene ikke mening. Jeg synes, det er rimelig vigtigt at følge din egen mavefornemmelse, og ja, hvis du ikke gør det, så vil du højst sandsynligt miste dig selv i musikken.
For fremtiden vil Hanne Mjøen fortsat skrive ny musik og gøre dét, som føles naturligt for hendes proces. Hun fortæller med en underspillet begejstring, hvordan hun håber på, at kunne begynde at spille live igen til næste år. Inden vi lægger røret på, siger jeg, at vi på redaktionen håber på at kunne opleve hende i Danmark en dag, og det ønske er Hanne heldigvis endnu med mig i.
I mellemtiden kan vi derfor krydse fingre for, at vi får lov at høre og se det norske stjerneskud Hanne Mjøen spille op til fest i en af de danske arenaer – hellere før end senere! Du kan lytte til hele hendes debut-EP lige her: