11 okt Ugens Upcoming – Pauline
Foto: Rita Kuhlmann (Pressebillede)
Den danske sangerinde Pauline har skabt genlyd på radiostationerne med debutsinglen “Ny Og Næ” og til trods for, at hun kun har to udgivne singler i baggagen, er den unge sangerinde en lovende artist i det musikalske vækstlag. Derfor er Pauline vores Ugens Upcoming!
Pauline er en ny dansk singer-songwriter, der har taget de første spæde skridt på sin musikalske rejse. Tidligere på efteråret var hun koncertaktuel på SPOT Festival, hvor hun spillede en koncert, vores anmelder var særligt begejstret for. Musikken drives af en insisterende guitar og Paulines fremtrædende vokal, der sammensmelter i en lyd af moderne pop-rock. Hendes seneste single “Noget For Nogen” er en påmindelse til Pauline selv såvel som til os andre om, at de fleste mennesker har samme intentioner, ønsker og behov, som vi selv har. Hun skriver sine egne dansksprogede tekster, der både er personlige og poetiske, og måske er det netop dét, der gør sangerinden så tiltalende. Du kan lære Pauline endnu bedre at kende i vores interview herunder, hvor hun er vores Ugens Upcoming artist.
1. Hvem er Pauline?
– Sikke dog et stort spørgsmål. Kan jeg vende tilbage, når jeg finder ud af det engang?
2. Hvordan vil du beskrive din lyd?
– Jamen jeg tror da mange vil sige, at den bevæger sig meget i det pop-rockede. Måske også med en lidt nostalgisk fornemmelse.
3. Hvordan startede du?
– Jeg har altid holdt meget af at rime og lege med ord, og da jeg begyndte at skrive tekster i min venindes band, fandt jeg for alvor ud af, at det med musikken var noget, jeg virkelig nød. Jeg cyklede rundt i København og skrev for en masse forskellige folk, indtil producer Ole Brodersen Meyer tog fat i mig og sagde, at jeg skulle være artist – og så sagde jeg faktisk først nej. Men jeg har siden fået ubeskriveligt meget blod på tanden, fordi jeg synes, at de tekster og den lyd, vi har fundet, fortjener at blive sendt afsted med al den energi, den kan trække. Og jeg er i fuld gang med at vokse med opgaven.
4. Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?
– Jeg ELSKER at skrive! Jeg kan faktisk slet ikke lade være. Jeg er inspireret af alt mellem himmel og jord, så det kan være lidt svært at snævre det ind. Ironisk, at det kan være svært at beskrive en skriveproces hva’? Jeg tror meget, det handler om en følelse. Den kan komme af alt, og så jeg forsøger jeg at placere den og genskabe den, så jeg måske kan levere følelsen videre til nogen. På den måde er det i virkeligheden lidt ligesom at smage en sovs til. Jeg kan smage mig frem til hvilke ord, der har den rigtige betydningstyngde og ordlyd – og det samme med hvor trykket skal ligge. Som at stemme et instrument. Jeg kan høre og mærke i kroppen, når teksten resonerer med følelsen. Så lyser følelsen op i min krop.
5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?
– Alt fra gamle danske bands som Kliché og TV2, forbi Nirvana og The Who, hen til John Mogensen og CV Jørgensen – og så måske et smut forbi Neil Young? Men jeg har også en stor forkærlighed for måden, de bruger sproget på i hip hop. Malk de Koijn er også seje! Puha – jeg gør mig selv helt rundtosset nu.
6. Hvad er der på pladespilleren lige nu?
– Jeg forsøger at holde mig lidt opdateret på, hvad der sker i radioen, men jeg hører generelt meget de samme ting, når jeg er derhjemme (se ovenstående). Det føles lidt som at være i selskab med en gammel ven.
7. Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)
– Ole Brodersen Meyer, Søren Lausen Henriksen og jeg er i fuld sving med at få lagt sidste hånd på et album… Som vi glæder os HEL VILDT MEGET til at sende ud!
8. Hvad er drømmen?
– Min store drøm er jo at skabe musik, der kan være noget for nogen. Men helt generelt? Er det lidt plat at sige, at jeg godt kunne tænke mig at være lykkelig? Ja, måske lidt plat. Men på bunden vil jeg jo nok bare gerne have et dejligt hjem, jeg kan dele med mennesker, jeg elsker – og en hverdag jeg er glad for, som jeg også kan dele med mennesker, jeg elsker.
9. Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?
– Jeg har udgivet to singler so far, så jeg synes den er hård. Man må jo heller ikke have ét yndlingsbarn? Jeg synes da, at man skal høre ”Ny og Næ” og så ”Noget for nogen” lige bagefter!
10. Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være?
– Okay – klokken er cirka 01.30, og du befinder dig i et lettere tilrøget køkken. Du står midt i en samtale med en, du ikke kender. Det, I snakker om, er enormt uvigtigt, men det virker vigtigt lige nu i øjeblikket. Mens i fører samtalen videre, blander du dig en drink af det, du kan finde på køkkenbordet. Du har aldrig været bartender, men du går efter din mavefornemmelse. Det går da meget fint!? Måske du er ved at opfinde en ny drink, der kommer til at blive den nye mojito? Nok næppe. Men det er heller ikke så vigtigt! Den smager helt okay. Lidt af ungdom, lidt af æblejuice, lidt af en rigtig god aften.