Total Hip Replacement annoncerer nyt album og Danmarksturné

Foto: Ekownaad Entertainment (pressebillede)

Aarhusianske Total Hip Replacement udgiver snart et nyt album, som de fejrer med en omfattende turné i hele Danmark.

Det funky orkester Total Hip Replacement løfter i dag sløret for et særdeles spændende projekt. Aarhusianerne har forladt de vanlige rammer i smilets by, og er rejst til Accra i Ghana, hvor de har fået mulighed for at samarbejde med højt profilerede ghanesiske musikere om et fællesalbum, der udgives til april næste år. I samme omgang annoncerer Total Hip Replacement, at albumudgivelsen fejres med en omfattende Danmarksturné med 15 forskellige byer på tourplanen. Udover en turné i hjemlandet, kan bandets sprøde toner også opleves i Grønland, Sverige og Ghana. Tourplanen kan ses nederst i artiklen.

Albummet er blevet til i samarbejde med Kwame Yeboah, der som producer og musiker har arbejdet med navne som den amerikanske popstjerne Craig David. Derudover velsignes albummet også af fantastiske musikere som highlife-ikonet Pat Thomas, rapperen Worlasi, GRAMMY-nominerede Rocky Dawuni og flere. Forsanger Victor West Hosbond fortæller om projektet:

– Musikalsk er det en meget spændende rejse, hvor vi har skrevet alle numrene sammen, og på den måde er musikken blevet en ægte blanding af Total Hip Replacements reggae/pop-fusionsunivers og ghanesiske stilarter, herunder særligt highlife-musikken. Jeg synes, der er kommet en livsglad, original og energisk smittende lyd ud af det og vi kan ikke vente med at møde publikum. Særligt er det vores budskab at der skal prikkes til nysgerrigheden og at forbindelserne skal genoprettes på tværs af skel, kulturer og kontinenter. At møde mennesker fordomsfrit og i disse møder forsøge at forstå hinanden og på den måde få perspektiv på verden og måske endda sig selv, har fra start været kernen i projektet. Vi håber at vi på vores færden kan slå et slag for mangfoldighed, diversitet og global samhørighed som har været under voksende pres de sidste år.

Hvis ikke man kan vente til albummet, kan man høre Total Hip Replacements seneste single “The King” på Spotify her.

Tourplan:
D. 14 april 2022 – Viften, Rødovre
D. 15 april 2022 – VoxHall, Aarhus
D. 16 april 2022 – Arctic Sounds Festival, Sisimiut (Grønland)
D. 20 april 2022 – Katuaq, Nuuk (Grønland)
D. 22 april 2022 – Moriska Paviljongen, Malmö (Sverige)
D. 23 april 2022 – Falsetten, Faaborg
D. 28 april 2022 – Huset I Hasserisgade, Aalborg
D. 29 april 2022 – Kedelhuset, Silkeborg
D. 30 april 2022 – Generator, Ringkøbing
D. 05 maj 2022 – Mejeriet, Sønderborg
D. 06 maj 2022 – Mantzius, Birkerød
D. 12 maj 2022 – Kolding Egnsteater, Kolding
D. 13 maj 2022 – Walthers Musikcafé, Skanderborg
D. 14 maj 2022 – POSTEN, Odense
D. 19 maj 2022 – Pavillonen, Grenaa
D. 20 maj 2022 – Spillestedet Thy
D. 21 maj 2022 – Sølballegaard, Mols
D. 27 maj 2022 – Lille Vega, København

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com