06 okt Til fans af girl in red: tre bud på dit nye musikalske crush
Foto: girl in red // Jonathan Kise (Pressebillede)
I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelige til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig, der elsker lyden af girl in red.
I landet, hvor distortion-spækkede elguitarer, akustiske guitartoner og trommebeats – for ikke at glemme finurlige tekstuniverser – lever, er et ocean af fantastiske kvindelige indie-kunstnere at finde. Blot én af dem er den norske indiepopper girl in red, som pludselig er blevet et internationalt navn med over 10 millioner månedlige lyttere på Spotify.
Til trods for at den norske indiestjerne først er udkommet med sit debutalbum if i could make it go quiet tilbage i april i år, er girl in red bredt kendt for singlerne ”we fell in love in october” og ”i wanna be your girlfriend”. girl in reds musikalske univers byder på organiske og fyldige lydbilleder af akustiske såvel som elektriske guitarer, som til tider får fuld smadder på distortion. Hendes lavmælte vokal har ikke til opgave at stjæle lydbilledet men nærmere flyde sammen med det. Det musikalske univers på girl in reds nyeste udgivelser har fået tilføjet en til tider mere poppet og beattung lydside, der bevæger sig en smule væk fra den organiske lyd, vi kender fra hendes tidligere udgivelser. Ikke desto mindre kan du med fordel tjekke disse andre seje kvinder ud, der er at finde i indie-genren, hvis du ikke kan få nok af girl in reds finurlige indie-univers. Og vil du lære artisten bedre at kende, kan du læse vores interview vi lavede med hende tidligere på året.
Soccer Mommy
Indiepop-sangerinden Soccer Mommy udspringer fra det livlige musikmiljø i Nashville, hvor hun debuterede med albummet For Young Hearts i 2016. Siden har hun udgivet tre albums og brød for alvor igennem med sangene ”Your Dog” og ”circle the drain”, der begge har sangerinde Sophia Regina Allisons charmerende vokal og en guitardrevet melodi i fokus. På ”Your Dog” er det dog en mere skeptisk og hårdhudet Soccer Mommy, der manifesterer sig, mens sangen bevæger sig fremad med en insisterende baslinje. Også girl in red kan vise sig fra en hårdfør side, hvilket blandt andet kommer til udtryk på nummeret ”bad idea!”, hvor du vil kunne høre tydelige paralleller mellem lyduniverserne hos de to indie-kunstnere.
Snail Mail
Bag det musikalske soloprojekt Snail Mail står den unge guitarist og singer-songwriter Lindsey Jordan. Den amerikanske indiekunstner har en rå lydside, som står i kontrast til sangerens lyse og sårbare vokal. Siden sin debut i 2016 har Snail Mail vundet stor popularitet i indie-genren, blandt andet med hendes nummer ”Pristine” fra Lush-albummet. Hendes tekster er ærlige og centrerer sig ofte om ungdommelige kærlighedssorger, hvilket er en tematik, som girl in red også har stor fokus på. Det ungdommelige perspektiv, som begge kunstnere besidder, er med til at give indie-genren et forfriskende naivt og til tider vredt udtryk, der især føles passende, som vi går den grå efterårstid i møde.
Girlpool
Indierock-duoen Girlpool består af venneparret Cleo Tucker og Harmony Tividad, og de har med deres debut i 2014 efterhånden stået i en lang årrække på den amerikanske indiescene. Girlpool har et flydende lydbillede, der er bygget op omkring harmoniserende vokaler, tilbagelænede basgange og minimalistiske guitarer. På deres tidlige udgivelser var trommesættet altså ikke nødvendighed for at kunne lave et fantastisk støjende og energisk lydbillede, men duoen har alligevel inddraget de rytmiske trommer på deres senere udgivelser. Deres ofte melankolske udtryk er sammenligneligt med girl in reds tidlige udgivelser, og et godt sted at påbegynde sin musikalske rejse med duoen er det rummelige nummer ”Pretty”.
Hvis du er fan af girl in red, så skal du også lytte til følgende kunstnere:
Frankie Cosmos
Japanese Breakfast
Jay Som
Phoebe Bridges