15 okt Squid – Loppen

Foto: Holly Whitaker (Pressebillede)
Venue: Loppen
Dato: Torsdag den 14. oktober 2021

Squid overvandt lokalets begrænsninger og publikums tilbageholdenhed og leverede en musikalsk oplevelse, der sent vil blive glemt.

[rwp_box id=”0″]

Lad mig indlede denne anmeldelse med en indrømmelse: Den observering af bandets ageren og attitude på scenen, som jeg normalt foretager som et vigtigt led i mine anmeldelser, var under Squids udsolgte torsdagskoncert på Loppen overordentligt vanskelig at eksekvere. Med en højde der ligger nogle centimeter under gennemsnittet, kom jeg desværre til kort dér midt i den tætpakkede og storsvedende klump af mennesker. Sammenlagt med en scene, der kun er minimalt løftet over gulvet, flere synsforstyrrende træsøjler og en forsanger i Ollie Judge, der qua sit job som trommeslager og den beskedne plads på scenen sad ned under hele koncerten, var de visuelle betingelser altså ikke ideelle for mig. Det samme har helt sikkert gjort sig gældende for mange andre. Loppen er et ikonisk spillested med en helt speciel intim stemning, men det ændrer desværre ikke på, at det lille lokale havde nogle helt naturlige begrænsninger på en aften som denne.

Heldigvis gav dette kun meget små skår i glæden, da de visuelle problemer blev overdøvet af den musikalske kvalitet i sådan en grad, at de nærmest syntes helt ubetydelige. Bandets tekniske kunnen er på et ufatteligt højt niveau, og det viste de i den grad denne aften på Christiana. Ligesom det var tilfældet på deres fantastiske debutalbum, der udkom tidligere i år, formåede de at ramme den helt perfekte balance mellem sektioner af dansevenlig post-punk, syret kraut-eksperimentering og jazzet saxofonspil, der alternerede gnidningsfrit med hinanden. Sætlisten kunne man næppe heller sætte en finger på. Det sydengelske band havde klargjort en god blanding, der fortrinsvis bestod af numre fra Bright Green Field med et drys af tidligere singler, en enkelt ny sang med titlen ”Fugue” samt en forlænget udgave af ”Boy Racers”, der på magisk vis gjorde et vanvittigt nummer endnu vildere. 

Den lange ambiente anden halvdel af nummeret, som vi kender fra albumversionen med dens dommedagsagtige droner, var i sig selv en live-oplevelse ud over det sædvanlige. Man fik fornemmelsen af at stå midt i et satanisk ritual, der fik hele rummet til at skælve, og det skal altså udelukkende forstås positivt. Men som ethvert andet fænomenalt live-band sørgede Squid ovenikøbet for at overraske publikum ved at levere et tvist, der én gang for alle fastslog bandets ambitioner om at levere mere end blot en tro kopi af den version, du alligevel bare kan høre på Spotify. Mens dronerne langsomt stilnede af, gjorde en trommemaskine sit indtog i mixet med en flaksende rytme, der senere blev akkompagneret af et nærmest dæmonisk guitar-riff, som slog tonen an til et brag af en finale på nummeret.

Et brag af en finale kan man vist også roligt sige, at koncerten fik som helhed. Debutens tre singler – ”Paddling”, ”Narrator” og ”Pamphlets” – var nemlig blevet gemt til allersidst – lige i hælene på den vidunderlige udgave af ”Boy Racers”. Og jeg skal da love for, at der for alvor kom gang i publikum under denne slagkraftige trio af numre. Indtil da havde de fremmødte godt nok, med lange højlydte klapsalver og heftigt rokkende hovedbevægelser, gjort tegn på, at de godt var klar over, at de var vidner til musikalitet af allerhøjeste kvalitet. Til gengæld var det som om, at folk langt hen ad vejen ikke havde sluppet tøjlerne helt lige så meget, som musikken med al dens maniske energi ellers lagde op til. Jeg kan kun gisne om grundene til denne tilbageholdenhed, men bandets performance var i hvert fald ikke én af dem. 

Publikum peakede uden tvivl til allersidst på aftenen, hvilket også var tydeligt at se, da det sidste nummer sluttede, og folk stod, i hvad der føltes som en evighed, og klappede for et ekstranummer, der desværre aldrig kom. I stedet måtte DJ’en slå håbet ihjel og begynde at spille op til efterfest. 

Det er selvfølgelig altid bedst at slutte en koncert, mens legen er god, frem for at energien langsomt siver ud, men jeg kunne godt have ønsket mig, at legen havde været god i lidt længere tid – Squid gjorde i hvert fald alt hvad de overhovedet kunne for at sætte gang i festen. Personligt ændrede de negative faktorer, der i sidste ende omhandlede alt andet end bandets præstation, dog kun minimalt på den fantastiske oplevelse jeg havde med selve musikken. Jeg havde sådan set ikke brug for at se bandet spille røven ud af bukserne, for jeg kunne i den grad føle det, og jeg tog det ikke så tungt, at publikum var en anelse tilbageholdende, for jeg kunne alligevel ikke undgå at nyde hver eneste tone.