REPORTAGE: Holly Humberstone – Copenhagen Secret Show

Foto: Phoebe Fox (Pressebillede)
Venue: Hotel Cecil
Dato: Onsdag den 20. oktober

Forventningerne var skruet helt op, da den fremadstormende indiepopper Holly Humberstone gav en eksklusiv koncert på Hotel Cecil. Den unge brite levede på alle måder op til hypen, og showcasen var derfor den perfekte smagsprøve på en formodentlig travl 2022-kalender.

Den britiske indie-darling Holly Humberstone har med raketfart etableret sig som et af de mest spændende navne lige nu, og det var derfor et både nysgerrigt og forventningsfuldt publikum, der stor klar til at tage imod hende på det københavnske spillested Hotel Cecil onsdag aften. Det var heller ikke en helt almindelig koncert, men derimod en eksklusiv showcase, som Universal Music i samarbejde med Live Nation havde sat op for at vise den danske branche, hvorfor Humberstone er et af de mest oplagte navne at satse. Med kun 50 billetter i salg og en række inviterede branchepersoner på gæstelisten blev der derfor også lagt op til en helt unik koncertoplevelse, da en repræsentant fra Universal præsenterede den 21-årige artist som en en af den globale indiepopscenes mest fremadstormende artister.

Humberstone indtrådte scenen helt alene med sin guitar og et keyboard ved sin side. Med en eminent vokalføring og en teknisk overlegenhed vekslede hun mellem sange fra 2020-EP’en Falling Asleep At The Wheel og den længe ventede opfølger The Walls Are Way To Thin, der lander i sin fulde længde den 12. november. Arrangørernes beslutning om ikke kun at invitere branchepersoner, men også at sætte et begrænset antal billetter i salg til hendes danske fans løftede på alle måder oplevelsen og skabte en fornemmelse af at være til en “rigtig” koncert. Det var nemlig et særdeles oplagt publikum, der fra første sekund stod klar til at lade sig rive med af hendes nostalgiske elektropop, og især de forreste rækker tog imod den unge brite med åbne arme og en højlydt singalong-stemning.

Selvom Humberstone stod helt alene på scenen, fik hun alligevel skabt en dynamisk og alsidig koncert, mens hun skiftevis akkompagnerede sin egen vokal med henholdsvis guitar og keys. På en del af sangene performede hun desuden til et underliggende backingtrack, der primært bestod af 1975-klingende synthflader, hårdtslående beats og en dyb sub-bas, og selvom man ind imellem godt kunne savne et liveband, kom især de fænomenale popsingler “Please Dont Leave Just Yet” og “Scarlett” alligevel fuldtud til sin ret.

Med en charmerende karisma demonstrerede Humberstone i løbet af koncerten, at hun ikke blot behersker teknikken og håndværket, men i den grad også besidder evnen til at formidle sin solide sangskrivning med en autentisk menneskelighed og en dyb taknemmelighed over privilegiet ved at kunne performe sine sange foran et fremmødt publikum. Hendes speaks mellem numrene var måske lige til den lange side, men det passede egentlig ret godt til formatet og gjorde, at man fik en god fornemmelse af mennesket og historierne bag musikken. På et tidspunkt fik hun også antydet, at hun muligvis kommer tilbage til København i starten af det nye år, så man kunne håbe på, at der er en stor københavnsk headliner-koncert i støbeskeen. I så fald kunne det være virkelig spændende at opleve Humberstone i et endnu større setup og eventuelt med et liveband i ryggen, for det ville hun i den grad kunne bære.

Uanset hvad kommer den unge brite til at have et travlt 2022 foran sig, så en showcase-koncert som denne gav på alle måder mening. I slutningen af sidste år spåede vi hende til at være et af de internationale navne, som bør holde særligt øje med i 2021, og det har i den grad vist sig at være sandt. Vi har også for nyligt inkluderet hende på vores liste over ønsker til Roskilde Festival 2022, fordi vi mener, at hun på alle måder lever op til både festivalens aktualitetsprincip og musikalske profil. Om det lige bliver den ene eller den anden festival er selvfølgelig svært at sige, men der hersker i hvert fald ingen tvivl om, at vi kommer til at høre meget mere fra det britiske multitalent næste år.

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com