PREMIERE: Det københavnske shoegaze-band The Lost Weekend udgiver støjende livesession

Foto: Nadia Von Rikka (Pressebillede)

Københavnerbandet følger op på andensinglen “Colors Breaking Loose” med en støjende livesession. Vi har fået æren af at præsentere videoen som de allerførste!

Den spritnye gruppe The Lost Weekend har i løbet af 2021 gjort sit indtog på den danske rockscene med deres eksperimenterende og poetiske shoegaze. Den farverige og energitætte single “Colors Breaking Loose” er den seneste smagsprøve på bandets kommende debutalbum, og det er også netop denne sang, der danner udgangspunktet for deres nye livesession.

Nummerets atmosfæriske lydflader, drømmende klange og finurlige sangskrivning vidner om en eftertænksomhed og et ambitionsniveau, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Bandets forsanger Jefrrey Markkus udtaler selv følgende om singlen:

Farvernes kreative sprog kaster passion ind i al smertens mørke. Sangen er en hyldest til poesiens utæmmede følelsessprog der via sin kraft vender afmagt og tab til musik og poesi – og via sit abstrakte sprog giver en slags dybere healing og lindring til sorgen. Farverne repræsenterer det abstrakte sprog, som de store følelser har brug for, for at vi kan finde en slags mening i det, der somme tider føles meningsløst.

Professionalismen fremstår ganske tydeligt i videoen, hvilket også giver mening, når man kigger på bandets imponerende musikalske CV. Den danske altrock-kvartets medlemmer trækker nemlig tråde til en række veletablerede acts som Death Valley Sleepers, Dør nr. 13, Den Syvende Søn og The Telescopes, så selvom der indtil videre kun ligger to tilgængelige singler på The Lost Weekends repetoire, gemmer der sig en kolossal mængde af erfaring bag det massive håndværk.

Tjek liveudgaven af “Colors Breaking Loose” ud lige herunder:

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com