fbpx

Nordiske Hits // Uge 41

Foto: Benz // Ebba G. Ågren (Pressebillede)

Så er der endnu en gang nye toner fra den nordiske front, og vi har i dag opdateret vores Nordiske Hits-spilleliste med 25 nye tilføjelser. Tjek listen ud her og husk at følge den på Spotify, så du altid kan holde dig opdateret på, hvad der rører sig i Norden.

Benz – “Hometown”

Bag kunstnernavnet Benz står den svenske artist Ebba Salomonsso, der laver virkelig spændende psykedelisk indiefolk med atmosfæriske soundscapes og en unik vokalføring. Hun er netop aktuel med sangen “Hometown”, der er andensinglen fra hendes kommende EP This Could Be The End. Singlen handler om at flytte væk fra den by, man er vokset op i, mens man stadig betragter det som ens ‘hjemby’ og føler en stærk tilknytning til stedet. Der er noget ganske fortryllende og nærmest hypnotisk over Benz og hendes evne til at blande forvrængede guitarer med blide og luftige lydelementer, og vi ser derfor virkelig meget frem til den 5. november, hvor hun udgiver EP’en i sin fulde længde.

Ess Bogale – “We Know”

Ess Bogale er endnu en svensk artist, der har fanget vores opmærksomhed. Hun er netop vendt tilbage med den smukke og velskårede indiehymne “We Know”, der er hendes første udgivelse i to år. Trods den lange ventetid skuffer singleudspillet på ingen måde, og vi er med det samme blevet smaskforelskede i det rå indie-arrangement, der med virkelig få elementer danner et frembrusende fundament under Bogales inderlige og yderst charmerende vokal. Sangen har en drømmende og opløftende stemning, der kan gøre selv den mest kedelige onsdag til en smuk og rørende oplevelse, og vi anbefaler derfor, at du tjekker den ud med det samme. “We Know” er en decideret magtdemonstration af poetiske finurligheder og et eminent håndværk, der vidner om Bogales både tekniske og kunstneriske overlegenhed, så du vil med garanti ikke blive skuffet.

Ida Laurberg – “Personal Letters”

Den unge og hyper-streamende danske popartist Ida Laurberg er ude med singlen “Personal Letters”, der pakker en melankolsk og følelsesladet sangskrivning ind i et iskoldt og særdeles overbevisende scandipop-univers. Laurberg vandt sidste år prisen som “Årets Nye Artist” ved The Voice Awards, og meget tyder på, at den fremadstormende artist har et virkelig stærkt kommende album på trapperne. “Personal Letters” er i hvert fald en både catchy og velproduceret smagsprøve, der passer perfekt ind i tidens poptendenser – uden at blive for generisk eller uoriginal. Hvis du har lyst til at vide, hvad Laurberg selv går og lytter til, kan du desuden finde ud af, hvilke tre numre hun hører på repeat lige nu.

Ellers tilføjet:
Aksglæde – “10-meteren”
aomame – “sorrygirl”
Bear With Me – “Seasons”
Beharie – “Don’t Wanna Know (Acoustic)”
Benjamin Ingrosso – “Not Anybody’s Fault”
Brimheim – “favorite day of the week”
Coucheron x Pasha – “Tied Up”
Emma Elisabeth – “Lovers”
EMMA SEE – “Thinking About It”
Erika de Casier – “Make My Day (A COLORS SHOW)”
GRO – “High as a Kite”
Hedda Mae – “Getting Along”
HORRSE – “You’re a Ghost”
iB101 – “Mayonnaise”
ICEKIID – “Bagateller”
Jeuru x Nikki2OP – “No Time To Weep”
Julia Logan x Nina Persson – “One Mile from Heaven”
Louise Lo – “Waiting”
Oliver Lübbert – “Sommerromantik”
Philip Wiese – “Father Figure”
Pind – “Avalon”
såforsatan – “Backup Plan”

Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com