23 okt MØ – Den Grå Hal

Foto: Malthe Vang Johnsen
Venue: Den Grå Hal
Dato: Fredag den 22. oktober 2021

MØ ankom på scenen som en goth-dronning, i læder-outfit og løsthængende, bordeaux-farvet hår, og så var stemningen ligesom sat. Hun var mørk, vild, følsom, og det samme var musikken. 

[rwp_box id=”0″]

Den første “koncert” jeg så efter corona, var MØ på storskærmen til Pride-festen i Fælledparken i sommer. Der fik hun et revival i mit hjerte, og jeg blev med hendes stemme, energi og numre (ej at forglemme særegnede dansemoves) mindet om varme, kærlige, pre-Corona tider, i den Grå Hal på Christiania. Men det er bare noget andet at opleve MØ (Karen Marie Ørsted) i kød og blod. 

Jeg har haft herligheden af at se MØ vokse fra Pavilion-Junior scenen i Roskilde Festivals opvarmningsdage i 2013 (hvor man kunne mærke at der var noget stort på vej), til Arena, til Orange scene, til den højtprofilerede Californiske festival Coachella i 2018. Derfor var det rørende at se hende på hjemmebane i Den Grå Hal, og gårsdagens koncert føltes for mig som en ‘full circle’ – et udtryk MØ selv brugte til at beskrive aftenen. Noget af det mest fantastiske ved MØ er, at hendes energi, ydmyghed og ekstase over at optræde, er den samme, uanset hvilken scene hun står på. I går aftes virkede hun mindst lige så beæret over at være i Den Grå Hal, som hun gjorde da hun stod blandt palmerne på Coachellas største scene. Supporten var Nurse – MØ’s tidligere makker fra punk-duoen MOR. MØ fortalte rørstrømsk om sin tid i MOR, og at de plejede at spille på Christiania, men at hun aldrig før har optrådt der som MØ, men altid drømt om det. Og der blev da også et gensyn med MOR på scenen. Deraf kom hendes beskrivelse af aftenen som en ‘full circle’. Efter MOR-reunionen, fik vi en yderst rocket version af hittet “Don’t Wanna Dance”, indhyllet i rødt lys. Og der var twists at mærke på flere af numrene. Blandt andet havde debuthittet “Pilgrim” et underliggende reggae-beat – hvilket var meget passende til lokationen. På “Turn My Heart to Stone” blev stemningen pludselig dyster – stigende røgskyer, strobelys og en monstrøs, næsten kravlende MØ ledte tankerne til gyserfilmen “The Ring”. Men med hendes afvigende lyse englestemme og live saxofonist, var det samtidig meget smukt. Der var en del bøvl med lyden under koncerten. Allerede i andet nummer stoppede lyden pludseligt. Det virkede ikke til, at MØ selv bed mærke i det, for hun fortsatte passioneret med sin performance. Lyden vendte passende tilbage, lige idet beatet droppede, så på sin vis havde det en rammende effekt. Stjernen kommenterede senere, at hun nærmest ikke havde opdaget det. Forstyrrelser i lydsiden vendte tilbage, hvilket var ærgerligt for koncerten, men publikum bakkede op, ved at synge uforstyrret med. 

// Hold kæft jeg er følsom i aften //, kom det fra den internationale stjerne med den fynske accent.

// Jeg har været så nervøs, og bange for at synge dårligt, men tænkt på, at jeg bare skulle have det sjovt. Og jeg har virkelig haft det sjovt! //.

Men der var heldigvis intet at frygte for aftenens hovedperson, hendes stemme var klokkeklar, og hun havde som altid publikum i sin varme, hule hånd. 

MØ har en evne til at få folk til at føle at hun er til stede i hver en krog af salen, med hver en person, og man har altid fornemmelsen af, at hun synes det er lige så fedt at være der, som alle andre tydeligvis gør. Derudover er der selvsagt ingen MØ koncert uden crowdsurfing og fysisk kontakt til det taknemmelige publikum.

På trods af det enkle setup, var det et kæmpe show. Det var smukt, uhyggeligt, rørende og underholdende. Det var en rock-pop-akustisk-elektronisk koncert. Der kom nye numre på banen, hvilket var virkelig fedt. Som kæmpe fan af debutpladen No Mythologies to Follow, kunne jeg dog godt have ønsket endnu mere af det, men som hun selv nævnte, gik tiden lynende hurtigt. Det var ærgerligt med lydproblemerne, men resten af showet var fænomenalt, og MØ er en rockstjerne, et pop-ikon og et powerhouse uden lige, så der skal mere til at hyle hende ud af den.