Marianna Winter ude med mørk og soulpoppet single “Voodoo”

Foto: Sára Sondum (Pressebillede)

Marianna Winter smider singlen ”Voodoo” på gaden, som er forløber til den talentfulde sangerindes kommende debut EP, der lander i januar 2022.

Den færøsk-amerikanske R&B-sangerinde Marianna Winter var for nylig vores Ugens Upcoming, og nu er den talentfulde kunstner ude med sin nye soulpoppede single ”Voodoo”.

”Voodoo” har en elegant og lo-fi poppet vibe, hvor kontrasterne i Marianna Winters særegne baggrund fra solrige Californien til det (ofte) regnfulde Torshavn skinner igennem hendes musikalske udtryk. Den amerikansk-inspirerede soulmusik møder den nordiske pop og resulterer i et charmerende, tilbagelænet og til tider lidt mørkt lydbillede.

Om singlen fortæller Marianna Winter:

– Voodoo” handler om sort magi, som får dig til at vende tilbage, selv om du ved, at du ikke burde. Med mørke, tunge guitarer, glitrende beats og en crisp vokal, blander denne produktion det søde og det bitre til en herlig gryde af teksturer, som med åbne arme tager imod de mørke ønsker, du ikke engang vidste, at du havde. Den beskriver en følelse af magtesløshed, som kun kan skyldes en magisk trylleformel.

I forbindelse med “Voodoo” har Marianna Winter sluppet en mørk og spændende lyrik video, som du med fordel kan se lige her.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com