28 okt Joyce – Posten

Foto: PR
Venue: Musikhuset Posten
Dato: Onsdag den 28. oktober 2021

Der var ikke de store præmienerver at spore, da Joyce kickstartede deres efterårsturné med manér på Posten.

[rwp_box id=”0″]

Onsdag aften var jeg for tredje gang på mindre end halvandet år troppet op til koncert med rockkometerne fra Joyce. Til forskel fra mine to første omgange med de fem gutter fra Roskilde var der dog her tale om en stående, restriktionsfri koncert. En oplevelse som jeg havde set frem til, siden jeg første gang så dem live og måtte begrænse mine bevægelser til dem, der kunne udføres siddende. Jeg sad nemlig begge gange med følelsen af, at jeg ikke rigtigt havde oplevet Joyce, før jeg langt om længe kunne overvære dem udfolde sig foran et publikum, der ikke var lænket til deres siddepladser.

Og det kan jeg så nu konstatere, at jeg havde fuldstændig ret i. Det var ikke fordi, at publikum gik fuldstændig amok, men stemningen var bare helt anderledes varm og munter, og det smittede tydeligvis også af på bandet. Godt nok var dette ikke deres første restriktionsfri koncert efter coronakrisen, men det stod fra aftenens start soleklart, at de havde glædet sig til at komme i gang med denne efterårsturné. Vi skulle ikke mere end et par numre ind i sætlisten, før sveden begyndte at pible frem på Sebastian Wegeners pande – noget der vel nærmest efterhånden kan betegnes som et kendetegn for den altid energiske forsanger. Hver gang man ser ham, oser han af en fantastisk karisma, og det samme gjorde sig da også gældende på denne aften. Med sin karakteristiske stemme blottede han sine usikkerheder og formåede med enorm hjertevarme at belyse en række meget svære emner som frygt og selvhad. Vokalt var det til tider en anelse ufint, men med Wegener lærer man hurtigt, at dette blot er en uvurderlig del af charmen. Hans stemme er kraftfuld og melodisk, men bærer alligevel på en skrøbelighed, der er med til at gøre hans performance utroligt autentisk og sympatisk.

Wegener skal dog ingenlunde stå alene med rosen for det arbejde, som Joyce leverede på Posten. Resten af bandet gjorde det ligeledes strålende, og dannede det musikalske tæppe, som forsangeren så fint kunne pakke sine sorger ind i. At der lige var en enkelt eller to miskommunikationer eller fejlslag gjorde ikke det store ved det generelle indtryk af aftenen. 

På trods af at dette var min tredje koncert med et band, der stadig blot har udgivet tolv numre, følte jeg, at der var tale om en helt ny oplevelse. Selvfølgelig har det noget at gøre med, at dette var min første stående Joyce-koncert, men den betydeligste del af forklaringen skal alt andet lige findes i bandets evne til at skrive og komponere skønne numre, der klæber til din hjerne som Seebach, men losser dig i røven som Nirvana. Derudover har de en uimodståelig evne til konstant at puste nyt liv i disse numre, når de spiller dem live, så de, der ligesom jeg er til deres tredje koncert med bandet, får samme gode oplevelser som førstegangstilskuerne.