Instrumental-kvartetten Ahead tager hiphop tilbage til sine jazzede rødder på ny single

Foto: BlikFlak (PR)

Den instrumentale hiphop-kvartet Ahead er ude med jazzet single i samarbejde med gæsterapper Particle Man.

Hiphop-kvartetten Ahead har medvirket som band for kunstnere som Tanajah, men er nu parate med eget debutalbum med titlen Stay Ahead, der udgives den 26. november. De fire instrumentalister har tradition for at invitere dygtige vokalister ind i deres funky hip hop-univers, så man kan forvente en masse dygtige rappere og sangere på det kommende album, men hvis man ikke kan vente indtil da, har Ahead udgivet første single fra debutalbummet.

Sangen “Paradise Lost” åbnes af et sjælefuldt keyboard og en blid bas, hvorefter det funky groove introduceres samtidig med gæsterapper Particle Man. Nummeret føles som 90’ernes cratedigger-hiphop, men i stedet for at lede efter plader i kasser, spilles det hele af Ahead selv. Particle Man er perfekt til denne jazzede genre, der med sit tilbagelænede, nærmest haltende flow og stærke stemme leder tankerne mod navne som Common. Nummeret føles som en tiltrængt tilbagevenden til hiphoppens rødder i jazz, funk og soul med et moderne twist.

Du kan lytte til “Paradise Lost” på Spotify her.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com