30 okt Guldimund – Pumpehuset

Foto: PR
Venue: Pumpehuset
Dato: Fredag den 29. oktober 2021

Guldimund og co. spillede sig varme i løbet af aftenen og afsluttede en smuk efterårsdag på fortrinlig vis i en – når det var bedst – dragende og rørende optræden med flere musikalske højdepunkter. 
[rwp_box id=”0″]
Jeg havde set frem til at opleve Guldimund efter han udsendte det originale debutalbum Dem, Vi Plejede At Være. Et album, der inviterer dig ind i et poetisk, melodisk og melankolsk rum, hvor den 30-årige sangskriver, sanger og bassist Asger Nordtop Pedersen virkelig krænger sig selv ud. Koncerten i Pumpehuset var meldt udsolgt, og jeg husker nærmest ikke, hvornår jeg sidst har været i en helt tætpakket koncertsal med forventningsfulde koncertgængere, der venter på hovedpersonen, går på. På slaget 21:45 kommer én, der kunne være Guldimund på scenen, men i stedet er hans lillebror Knægt. Han starter en lang solointro på guldimundsk stil med  // Jeg har talt alle dage siden sidst, jeg var trist //. Knægts debut-ep har også den meget sigende titel Tragisk Komedie og humoristisk ender han med at synge med publikum // Vi vil se Guldimund //.  

Efter en lang instrumentalseance fra syvmandsbandet kommer manden i fokus endelig på scenen. Han begynder lige på og hårdt med albumtitelsangen og hittet “Dem, Vi Plejede Være”. De skulle lige varmes op og finde hinanden, og sangen slutter langt bedre end den starter. Det ærgrede mig lidt, at han startede med dette nummer der virkelig, inviterer til følelsesladet fællessang, der ville passe bedre til senere på aftenen.  

I løbet af aftenen forbedres det og Guldimund beviser sin signifikante sangstemme. Bandet afstemmes og skaber et flot dramatisk lydbillede, med guitarriffs, blæseinstrumenter og fløjte, der indkapsler stemningen – Guldimunds følsomme kaotiske univers. 

Der er flere momenter, hvor bandet skaber flotte instrumentale stykker fra det velspillende band med eksempelvis en guitarsolo af den yngre guitarist Rasmus Krogh, samt både trompetist og saxofonist kvitterer med flotte sekvenser. Den følsomme sanger fremstår sympatisk og ydmyg på scenen med sin sømandsskjorte og røde bandana. Han præsenterer en ny sang som “de har rodet lidt med”. Publikum er med og klapper rytmeguitaren i gang på et melodisk svævende nummer. Men som også kan bruges som eksempel på hvordan teksterne til tider kan ende med at virke humoristiske tilnærmende pladderhumanistiske med linjer som // nogle gange er det okay at give op //, der fik mig til at miste det inderlige fokus. Alt lys slukkede pludselig, og et nærmest Mccoysk lydtapet blev introduceret. Det blev en meget lang sekvens, der endte med at fremstå en smule fortænkt – en kunstnerisk manøvre – som i teorien er smuk, men som bliver for lang og dermed en anelse påtaget. Lidt af den samme uforstående holdning havde jeg til den maske han tog på i samme sekvens. Hvad skal den mon fortælle? Efter træder Lucky Lo ind i tværfløjtens hymne med sin dybe ryst på “En Sang Om Engle”, et fint forfriskende indslag.  

Aftenens ultimative højdepunkt øjeblik var singlen og hittet “Brænder Stadig”, der begynder med et publikumsacapella. Nummeret satte et perfekt punktum for aftenen – et meget stærkt og rørende øjeblik. Nummeret afsluttede med stagediving og en længere outro fra bandet. De kom tilbage med to ekstranumre, der desværre fik det svært efter føromtalte afslutning, hvor både opvarmningsorkestret akkompagnerede Guldimund på et nummer og på allersidste nummer kom den trofaste og støttende Anja Bach Andersen i centrum med sin fine stemme. Der er ingen tvivl om at Guldimund er en dygtig og unik sanger. Det beviste han endnu en gang i aftes, men hvor der muligvis skulle have været doseret anderledes og skabt en større kulmination.