25 okt girlcrush gør op med romantisering af psykisk sygdom på ny single
Foto: Sofi Hellberg Olsson (Pressebillede)
Den queer-feministiske punkttrio girlcrush smider førstesinglen “Lucky” i forbindelse med deres kommende debutalbum, som udkommer til foråret.
Det københavnerbaserede band girlcrush producerer DIY-punk med poppede undertoner og har en drøm om, at de med deres musik kan være med til at normalisere queer-personers ret til at være her på lige fod med alle andre i vores til tider ret så snæversynede samfund. Trioens sangskrivning centrerer sig om kønsopfattelser, kropsidealer, seksualitet og kærlighed, og på deres kommende debutalbum sætter de fokus på samtalen om psykisk sygdom og de fordomme, som ofte medfølger. De fortæller om vigtigheden af albummets tematik:
– Der er flere end man tror, som har de her problemer. Man kan ikke se på folk, om de har en psykisk sygdom, og derfor er det her album så vigtigt for os. Albummet indeholder alle mulige forskellige måder at snakke om psykisk sygdom på, både alle de triste og svære følelser, men også de sjove og ironiske.
Deres nye single “Lucky” handler om at gøre op med romantiseringen af at date en person med psykisk sygdom. Det er et på en og samme tid tempofyldt, flabet og ironisk nummer, der selvfølgelig har et meget sårbart, underliggende tema. Trioens trommeslager og sanger Andrea uddyber:
– Sangen handler grundlæggende om, hvordan nogle mennesker synes det er sødt, at man er psykisk syg. Første gang, jeg blev opmærksom på den her romantisering af psykisk ustabile mennesker, var i film og tv. Den såkaldte ‘Manic Pixie Dream Girl’. Derudover er jeg også opvokset med Tumblr, hvor romantiseringen især var tydelig på billeder og opslag om depression, angst og spiseforstyrrelser. Jeg har oplevet mange, især mænd, som synes det er lidt spændende at date en ‘pige med issues’, og som synes det er sødt, at man er lidt crazy. Sikke et held…
Du kan høre den hårdtslående single “Lucky” på Spotify lige her.