EMMA SEE udgiver smuk og opløftende kærlighedssang til sig selv

Foto: Laetitia Dumez (Pressebillede)

På EMMA SEEs scandipoppede andensingle “Thinking About It” synger hun om at tage magten tilbage og føle sig stærk.

Den danske elektropopper EMMA SEE kunne godt være et bud på en kommende scandipop-stjerne, der potentielt kan tilslutte sig skandinaviske giganter som Sigrid, Astrid S og Tove Lo, hvis kortene falder rigtigt. Der er noget ved hendes catchy, melankolske og storladne popunivers, der klinger nordisk og internationalt på samme tid, og som desuden er både velskrevet, velskåret og velproduceret.

Den London-baserede artist har egentlig allerede udgivet musik i form af 2019-singlen “About You”, der blandt andet blev samlet op af BBC Introducing, men sidenhen har der været stille fra hende. Nu er hun endelig klar med opfølgeren “Thinking About It”, der fuldender stilen fra debutsinglen med en endnu mere overlegen vokalføring, fængende melodier og et dansabelt synthpop-islæt. Vi håber inderligt på, at hun er kommet for at blive og har mere musik på vej, for potentialet skinner klart igennem.

EMMA SEE fortæller selv følgende om sangens tematik:

– “Thinking About It” er en kærlighedssang til mig selv. Jeg havde brug for at ændre mit fokus og min energi, så jeg kunne bevæge mig væk fra det melankolske og skrive en sang, som fik mig til at føle mig stærk, selvsikker og i kontrol. På “Thinking About It” tager jeg magten tilbage og står centreret i min feminine energi.

Lyt til “Thinking About You” på Spotify lige her.

Tags:
Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com