11 okt Coucheron og Pasha udgiver dobbeltsingle, der får hovedet til at nikke
Foto: Christian Zervos (Pressebillede)
Den dynamiske duo har udgivet ny dobbeltsingle, der får fødderne til at bevæge sig og hovedet til at hoppe frem og tilbage.
Produceren Coucheron og rapperen Pasha har tidligere samarbejdet under navnet G.O.L., hvilket resulterede i et fællesalbum af samme navn, og de har nu løftet sløret for deres næste udspil i form af dobbeltsinglen “Tied Up / Twisted”. Coucheron er en hårdtslående elektropop-producer, der gennem sit virke har samarbejdet med folk som Charlie Puth, Pitbull og Kehlani, hvor han blev nomineret til en Grammy for sangen “You Should Be Here” med Kehlani. Coucheron fortsætter nu samarbejdet med Pasha, der drager kraftige paralleller til 90’ernes hip hop i sin hoppende levering. Han har tidligere været nomineret til den norske prisuddeling “P3 Gull” og er blevet udnævnt som et af verdens største rap-talenter af det britiske musikmagasin NME.
“Tied Up” er et groovy nummer, hvor et næsten barnligt sample sættes sammen med en hoppende bas og Pashas legesyge levering, der sørger for at hovedet ikke står stille, når sangen spiller. “Twisted” er en mere rå club-banger, der får en ørehænger-kvalitet med en flabet vokal og omkvædets lead-synth. Sangen er tydeligt inspireret af 80’ernes techno-hip hop fra Miami, og omkvædet minder også om 2 LIVE CREWs legendariske nummer “Me So Horny”. Numrene er som skabt til live-koncerter, hvilket nok skal passe, for de to nordmænd spiller fælles koncert i Parkteatret i Oslo og planlægger samtidig en fremtidig turné.
Du kan lytte til dobbeltsinglen på Spotify her.