19 okt brenn. deler musikvideo til singlen “Jeg gir opp”
Foto: Isak Jenssen (Pressebillede)
Det norske makkerpar brenn. cruiser rundt i Norges smukke landskaber i musikvideoen til deres nyeste single.
Det er ingen hemmelighed, at vi har en svaghed for den norske popgrunge-duo brenn., der i fredags udgav den højenergiske single “Jeg gir opp”. Duoen har ikke blot skabt sig et navn i Norge, men har også opbygget en ganske imponerende fanbase herhjemme i Danmark med både rotation på P6 BEAT og en pre-pandemisk koncert på Roskilde Festival. Nu er de ude med en ny musikvideo til deres seneste single, der ifølge duoen selv tager udgangspunkt i en lettere traumatisk oplevelse efter en koncert:
– Den handler om en fyr, der sneg sig ind i vores backstagelokale og stjal vores drikkevarer, mens vi spillede.
Den tilhørende musikvideo er instrueret af Isak Jenssen og Kristian Bakke Kilde, der sammen har skabt en charmerende og kompromisløs billedside til duoens humoristiske og guitartunge rock-udspil. I videoen ser vi de to brenn.-medlemmer Rémy Malchère Pettersen og Edvard Smith suse rundt i hurtige biler i bedste rock ‘n’ roll-stil.
Du kan tjekke musikvideoen til “Jeg gir opp” ud på YouTube lige her.