13 okt Band of Horses udgiver ny single og annoncerer deres sjette album
Foto: Stevie & Sarah Gee (Pressebillede)
Det legendariske indierockband er ude med singlen “Crutch” og varsler kommende albumudgivelse i starten af det nye år.
Indierock-legenderne Band of Horses bryder fem års udgivelsespause med deres nye single “Crutch”, der leder op til deres sjette album Things Are Great. Albummet lander den 21. januar 2022, og smagsprøven indikerer, at der i den grad er noget at se frem til.
Ikoniske Band of Horses har udgivet guitardrevet alt-rock siden 00’erne og har været med til at forme en hel generation af indiemusik. Bandets forsanger og frontperson Ben Bridwell udtaler følgende om deres nye singleudgivelse:
– Ligesom mange af mine andre sange tager “Crutch” udgangspunkt i noget fra mit eget liv. Titlen henviser til nogle af de ting, som jeg har været afhængig af – som for eksempel mit forhold til en anden person. Jeg tror, at jeg ville sige “Jeg har et crush på dig”, og så tænkte jeg på, at forhold også kan føles som krykker.
Du kan lytte til “Crutch” og se den tilhørende lyrikvideo på YouTube lige her.