Amerikanske Beach Bunny løfter sløret for ny single og dansk koncert

Foto: Alec Basse (Pressebillede)

Rockkvartetten Beach Bunny er ude med singlen “Oxygen” og offentliggør deres hidtil største verdenstour. Læs med og find ud af, hvornår de gæster Danmark!

Tidligere på året smed Beach Bunny deres EP Blame Game på gaden, og nu er den kreative firkløver atter klar til at slippe deres nyeste single “Oxygen”. Bag projektet står de fire musikere Lili Trifilio (vokal, guitar), Matt Henkels (guitar), Anthony Vaccaro (bas) og Jon Alvarado (trommer), der til trods for corona-restriktioner har haft et forbløffende godt år, hvor de blandt andet har gæstet de populære, amerikanske TV-shows Jimmy Kimmel Live! og The Tonight Show With Jimmy Fallon foruden at have opnået et sammenlagt streamingtal, der runder en milliard.

Den nye single er et bramfrit og lyst rocknummer med masser af tempo på. Sanger og guitarist Lili Trifilio fortæller følgende:

“Oxygen” er en sang om at navigere rundt i forelskelses følelserne. Glæden der følger ved overgive sig, tro på og turde gå med kærligheden, og omvendt et opgør med de dårlige følelser og tanker, der også kan høre med til tilstanden af forelskelse. Angsten for at miste, frygten for at bliver såret og den indre stemme, der fortæller os, at vi ikke har gjort os fortjent til kærligheden. Jeg ønskede, at “Oxygen” skulle have en legende vibe med et opløftende omkvæd og en forløsende slutning.

I forbindelse med singleudgivelsen har Beach Bunny også annonceret deres kommende tourdatoer, og her er vi særligt begejstrede for, at rockkvartetten svinger forbi Danmark den 21. februar 2022, hvor de skal spille i Pumpehuset i København. I mellemtiden kan du høre deres nye single “Oxygen” lige her.

Tags:
Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com