04 okt Alexander Grandjean går sammen med ALEA på melankolsk single “Dark Days”
Foto: Luisa Zanetti (Pressebillede)
Alexander Grandjean udsender første single efter sit debutalbum tilbage i maj. “Dark Days” er navnet på hans nyeste skud på stammen, som samtidig løfter sløret for den kommende EP Amor Fati.
Den fremadstormende soloartist Alexander Grandjean var vores Ugens Upcoming tidligere i år, og siden må vi sige, at den danske sanger, sangskriver og producer har været på vores musikalske radar. På sin nye single “Dark Days” er kunstneren gået sammen med sangerinden ALEA, hvor de to kunstnere får skabt et tilbagelænet, dystert og beat-orienteret nummer. På “Dark Days” fusionerer Alexander Grandjean R&B-elementer med alternativ hip hop i en sang, der handler om opbrud og konflikter. Alexander Grandjean og ALEA har tidligere indgået i musikalske samarbejder, og denne gang har ALEA en personlig historiefortælling med i spillet på nummeret, hvor hun åbner op omkring at bryde med en del af hendes familie.
Den kommende EP Amor Fati fra Alexander Grandjean udkommer til december, og er den melankolske opfølger på hans debutalbum. EP’ens latinske titel betyder “kærlighed til skæbnen” og er en hyldest til de uundgåelige og svære faser i livet.
Mens vi venter på den kommende EP, kan du med fordel lytte til “Dark Days” på Spotify lige her.