Ugens Upcoming – UNG-SKAB

Foto: Rasmus Laursen (Pressebillede)

R&B-duoen UNG-SKAB har siden udgivelsen af sin debutsingle skabt et unikt rum til sig selv på den danske vækstlagsscene. Med en stribe af succesfulde koncerter i ryggen er de snart parate med deres debut-EP. Derfor er UNG-SKAB vores Ugens Upcoming, og vi har stillet dem 10 spørgsmål, så du kan lære dem lidt bedre at kende.

Den danske vækstlagsscene har henover sensommeren boblet over med talentfulde navne, og et af de navne, der står tydeligst frem, er R&B-duoen UNG-SKAB. Musikken lægger sig meget tæt op ad rendyrket hiphop, hvor den passionerede rap går i samspil med den ømme og nærværende sang, hvilket resulterer i tung og rå R&B, der lyder som skabt til live-scenen. Senest har UNG-SKAB udgivet nummeret “Du Vil Ik Se (Føler Den Ik)”, som blev til i samarbejde med den hypede hip hop-gruppe FRAADS, der med et hårdtslående groove, dyb bas og luftige akkorder skaber en behagelig balance mellem det rå og det blide. UNG-SKABs debut-EP af samme navn lander den 21. november, og inden man får muligheden for at dykke dybere ned i duoens unikke lyd, har vi stillet dem 10 spørgsmål, så du kan lære dem lidt bedre at kende.

1. Hvem er UNG-SKAB?

– UNG-SKAB er en hiphop/r&b duo bestående af sanger Clara Frederikke Rose Lundberg og sanger/producer Eigil Bjørn Tang Meldgaard.
Vi udfordrer nutidens hip hop-univers med åbne tekster, der kan tolkes fra mange vinkler ud fra lytteren og med et anderledes eksperimenterende klangunivers i produktionen, der også bærer præg af Eigils baggrund med jazz og Claras stærke vokaler og spændende melodier.

2. Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

– Vi har altid tænkt, at vores lyd skulle henvende sig til og reflektere ungdommen og unge som os selv, men de fleste mennesker har jo været unge engang, så vi har også oplevet, at det ikke kun er vores jævnaldrene, der kan spejle sig i musikken, hvilket jo er virkelig dejligt. Vores lyd er en blanding mellem noget let, luftigt og flygtigt, som ungdommen nu er, men også en meget essentiel del af at være ung, som de lidt mørkere sider, hvor man nogle gange føler sig helt alene i verden med de problemer, man oplever for første gang og ikke tænker, nogen andre har været igennem før.

3. Hvordan startede I?

– Vi er begge vokset op i Helsingørområdet og har levet hver vores musikalske liv parallelt med hinanden. Eigil er vokset op med den klassiske violin og musik i familien, siden han var helt lille, og Clara er vokset op med sang og teater siden nulte klasse, hvor der også altid blev sunget og spillet guitar derhjemme. Helsingør er jo ikke den største by, og det er alligevel begrænset, hvor mange der laver musik der, så på et eller andet tidspunkt skulle vi jo støde på hinanden, og det gjorde vi så i 2019, da en fælles ven introducerede os for hinanden. Det var kærlighed ved første blik, og vi gik ned i Eigils fars gamle studie, og er ikke gået derfra siden. Nu er vi flyttet til byen begge to, og der er mange spændende nye eventyr, der venter os, håber vi.

4. Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver musik?

– Vores favoritmåde at arbejde på er, at Eigil har en produktionsskitse klar, og så former vi resten sammen. Tekst skriver vi hver for sig, imens beatet looper i baggrunden, men vi hører altid lige hinanden ad, og ‘sparrer’ i processen, så det har sammenhæng. Nogle gange har vi to helt forskellige vinkler, som vi alligevel får flettet sammen, og der kan opstå noget ret fint. Vi er meget lydprægede begge to, så fokus starter for os altid først på beatet og musikken, dernæst den fede ordlyd, og så ender vi til sidst med en handling, som udformer sig deraf. Handling for os har altid været meget åben for både os selv og lytteren, og vi kan bedst lide at lægge et åbent tema frem for en helt striks storyline. Musik betyder noget forskelligt for alle.

5. Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

– Da vi startede var, vores glasklare idoler David og Frederik fra duoen FRAADS. Selvom vi egentlig ikke tænker, vi er endt samme sted lydmæssigt, har de været en kæmpe inspirationskilde for os helt fra starten af, og det var derfor også en kæmpe ære at være i studiet med dem og dengang skabe, hvad der blev til “Du Vil Ikke Se (Føler Den Ikke)”, hvilket måske er det nummer, der kommer tættest på deres lyd sjovt nok. Men vi er kæmpe musiknørder begge to og elsker at vise hinanden musik, når vi mødes og finde inspirationsnumre. Vi er næsten mest inspireret af udenlandske kunstnere. Clara var I EP-processen meget inspireret af kvinder såsom Summer Walker med hendes rolige lyd, flow, og sexede ‘laid back’ energi. Hun giver sådan et dejligt indtryk af overskud, power og en enorm femininitet, og det samme med Jhené Aiko med sine fantastiske melodier og sin måde at sammensætte ord på, så det ligger så godt i munden, samtidig med at hun har den dejligste luftige næsten hypnose-lækre stemme.
Beatet til “Dem” og Eigils rap på samme sang er meget indspireret af den engelske rapper Sainte, der har en meget laid back måde at rappe på, og stadig har lidt uforudsigelige flows. Jeg (Eigil) tror ikke, der er nogen, der specifikt har haft størst indflydelse på mig som vokalist eller producer. Jeg samler ofte bare en masse fede ting, jeg har lyttet til, og smelter det lidt sammen.

6. Hvad er på pladespilleren nu?

– Her er vores top 5 sange lige nu:
“B.S.” af Jhené Aiko featuring H.E.R.
“Shining” af Pa Salieu featuring Tay Iwar og Zlatan.
“Peng Black Girls Remix” af ENNY og Jorja Smith.
“Wat U Sed” af Isaiah Rashad featuring Iamdoechii og Kal Banx.
“SAD GIRLZ LUV MONEY” af Amaarae featuring Moliy.

7. Hvad er I igang med lige nu? (På musikfronten)

– Vi har lige lagt sidste hånd på EP’en og er ved at spille de sidste koncerter, inden vi skal i gang med nyt materiale.

8. Hvad er drømmen?

Lige nu arbejder vi begge to jobs ved siden af UNG-SKAB-projektet, og det kan jo selvfølgelig mærkes, at der ikke er det samme overskud, som hvis man kunne lægge alt sin energi over på musikken, så en helt stor drøm er jo klart at arbejde med musikken som det eneste job. Så er der milepæle som koncerter og gigs, vi gerne ville lave såsom Store VEGA og den slags selvfølgelig, meeen vi tager det stille og roligt. Vi har trods alt kun spillet fem koncerter i alt haha. Så økonomisk uafhængighed wow.. that would be wow. Vi ville kunne nå så meget, haha.

9. Hvis i kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

Af det, der er udgivet, ville Eigil klart anbefale “Du Vil Ikke Se (Føler Den Ikke)” og Clara ville anbefale “Venter”.

10. Hvis jeres musik var en drink, hvilken ville det så være?

Tequila sunrise 🙂

Hvis du får lyst til at læne dig tilbage med en omgang auditiv tequila sunrise, kan du lytte til “Du Vil Ikke Se (Føler Den Ikke)” nedenfor.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com