fbpx

Den nye sang fra DØSSI er en musikalsk fortælling

Foto: Monika Engeseth (Pressebillede)

Den norske musiker DØSSI har udgivet sangen “time will heal her”, hvor både musik og tekst samarbejder for at fortælle en historie.

Sanger og sangskriver DØSSI udgav i fredags singlen “time will heal her”, der med sin digteriske tekst og nærværende vokal føles utroligt sårbar og intim. Nummeret er en følsom ballade, som ikke lader genrerammer bestemme, hvilke musiske virkemidler, der kan tages i brug for at fortælle den overordnede historie. Sangen benytter sig af luftige synthflader, en øm trumpet og en rolig guitar, men også af elektroniske soundscapes, der præger stemningen. DØSSI har ikke været bange for at hvile i de hårde dissonanser, hvis det understreger en pointe i teksten, hvilket vidner om en helt særlig forståelse for musikken som et kunstværk.

Sangen er en reflektion over den påvirkning, tidens gang har på os som mennesker. DØSSI, med det borgerlige navn Ingrid Døssland, fortæller om tilblivelsen af “time will heal her”:

– Nogle dage er jeg mere følelsesmæssigt sårbar end andre dage. For eksempel dagen efter en hård tur til byen, en begravelse eller en meget livagtig drøm. De dage føler jeg, at jeg kan fornemme andres følelser på en helt anden måde. Nærmest som om, jeg kan mærke dem; alt føles pludselig så klart. Hvad, jeg ellers ville sympatisere med uden rigtigt at forstå det, føles pludselig som mine egne følelser. Den dag, denne sang blev skrevet, var sådan en dag. På dage som denne har jeg et ‘love-hate’ forhold til tiden: det, der både kan være verdens største og længste håbløshed, er samtidig verdens bedste trøst.

Du kan lytte til “time will heal her” på Spotify her.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com