Verdensrommet udgiver ny single for første gang siden pandemiens begyndelse

Foto: Synne Sofi Bønes (Pressebillede)

Sidst vi hørte fra den norske duo var i den samme uge, hvor Danmark lukkede ned første gang. Nu har de udgivet den første single fra deres trejde album.

Indie-duoen Verdensrommet har ligget i hi henover pandemien, og vi har ikke hørt noget nyt fra nordmændene, siden albummet Allting tar slutt blev udgivet blot to dage efter, at Mette Frederiksen stillede sig op på skærmen for at nedlukke Danmark første gang. Den globale pandemi satte en kæp i planerne for Verdensrommet, men efter betænkningstid og en tur i studiet har vi nu glæden af at lytte til singlen “Siste gang”, mens duoen lokker med et tredje album, hvoraf begge udgives gennem det Bergen-baserede pladeselskab Eget Selskap.

“Siste gang” er ment som en tilbagevenden til Verdensrommets tidlige udgivelser. Nummeret leger med elektroniske og poppede lyde for derefter at bevæge sig over mod decideret indierock. Duoen har i deres musik haft en forkærlighed for at kombinere genrer på kryds og tværs, sådan at musikkataloget både spænder over pop, rock, jazz og hip hop. Med deres kunsteriske nysgerrighed og evne til at beholde en genkendelig lyd uanset genre, kan vi slet ikke vente med at se, hvad det kommende album byder på.

Du kan lytte til “Siste gang” på Spotify her.

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com