17 sep Rebecca Lou – SPOT Festival 2021
Foto: Tue Blichfeldt (pressebillede)
Venue: Rytmisk Sal, Musikhuset
Dato: Torsdag den 16. september 2021
Med massere af kickass energi indtog Rebecca Lou Rytmisk Sal på SPOT festival.
[rwp_box id=”0″]
Rebecca Lou kæler virkelig for sit publikum, når hun byder velkommen til festen. Med det musikalske fundament bygget op af punkens energi og overdrive-guitar udvikler Rebecca Lou lyden til at appellere bredere og give et større publikum mulighed for udfolde deres følelser.
Lous liveoptræden bød på en masse vellyd, der samtidig gav en velfortjent plads til hendes store stemme. Hendes guitarrist og trommeslager var virkelig også med til at sprede en energisk stemning blandt det fremmødte publikum.
Hendes optræden var både nærværende og en energiudladning. Normalt ville jeg aldrig kommentere på det outfit, musikerne optræder i, men i dette tilfælde gør jeg en undtagelse. For Rebecca Lous glimmerstens-læderjakke er en perfekt metafor for det soniske udtryk, som publikum får smidt i ansigtet. Hvor hendes støvler, læderjakke og attitude repræsenterer distortion-guitaren og de eksplosive trommebeats, giver de glitrende sten associationer i retning af den pop-feeling, der eksempelvis høres på “Lovesick”
Det var et liveshow, der vidnede om, at Rebecca Lou og band er fuldstændig klar til at give den fuld smadder på den kommende internationale turné. Det eneste, der kunne have været forbedret ved Rebecca Lous koncert var, hvis publikum havde gjort sig selv den tjeneste at møde mere talstærkt op – det fortjente den nærmest overlegne optræden.