PREMIERE: Grunge-trioen Twin Dive ude med kultisk musikvideo

Foto: Per Bergmann (Pressebillede)

Den aarhusianske trio Twin Dive har netop udgivet deres nye single “YGI (You Got It)”, som følges op af en religionkritisk musikvideo. Vi er så heldige at kunne løfte sløret for premieren lige her.

Lydbilledet domineres af en hæs mandevokal, der understreger den grunge æstetik, som Twin Dive har kørende for sig. Musikken trækker på et punk-rocket udtryk og har en stærk musikalsk nerve, der virkelig forstår at give os en mavepuster med sine religions- og samfundskritiske referencer, som gennemsyrer både nummeret og musikvideoen.

Musikvideoen har ikke mangel på symboler, hvilket netop understreger Twin Dives kunstneriske gennemslagskraft. Vi befinder os i et kirkerum, der straks giver os en mystisk og kultisk vibe, som forsanger og guitarist Robert Jancevic begynder sin prædiken overfor det fremmødte publikum. Vi bliver draget ind i en historie, der fortæller om forholdet mellem bedrageri og virkelighed, og som bunder i en kritik af falske profeter – en historie, der både passer i en religiøs sammenhæng, men også i en populærkulturel og samfundsmæssig kontekst. Twin Dive har en fandenivoldskhed og en fantastisk flabet tilgang til verden, som drager paralleller til Nirvanas tilbagelænede og rebelske ligegyldighed overfor patriarkiet.

Trioens nye single er årets tredje musikalske output, der leder op til deres kommende albumudgivelse til foråret 2022. I mellemtiden kan du se musikvideoen til “YGI (You Got It)” lige her.

Kira Buur
kirapost@bandsoftomorrow.com