24 sep Oscar27 hylder kærligheden på ny single
Foto: PR (Pressebillede)
I samarbejde med danske URO har Oscar27 udgivet singlen “Smukkere End I Går”, som er en personlig og ærlig fortælling, hvor kunstneren krænger sit hjerte ud til sine lyttere.
Oscar27 er en ny artist i det danske musiklandskab, som tidligere har udgivet musik i forbindelse med andre musikalske projekter og også går under sit borgerlige navn Oscar Morosinotto Johansen. Det er et universalt lydbillede, som Oscar27 præsenterer, selvom hans musikalske udtryk er inspireret af forskellige genrer – blandt andet punkrock, grunge, rap og 80’ernes pophits.
“Smukkere End I Går” er en opmuntrende kærlighedssang, der hylder parforholdet og den person, som fylder livet med ro, støtte og kærlighed. Her har han indgået et musikalsk samarbejde med URO, der er mest kendt for hans nummer “Når Jeg Blir’ Til Jord”. Om den nye single fortæller Oscar Morosinotto Johansen:
– Jeg skrev sangen sammen med URO over nogle smukke akkorder, han fandt. Jeg har førhen haft svært ved at skrive om kærlighed, hvis den ikke var ulykkelig eller som minimum bittersød. I øjeblikket er jeg faktisk et godt sted, og det synes jeg også, jeg burde kunne udtrykke i stedet for kun at se tilbage på de smertefulde ting. For mig handler sangen om min kæreste, der nogle gange skal trækkes med min bagage.
Du kan høre “Smukkere End I Går” på Spotify lige her.