Norske Hôy la føjer danske koncerter til sin kommende albumturné

Foto: Petra Kleis (Pressebillede)

Den hypede producer og artist Hôy la annoncerer headliner-koncerter i både København og Aarhus til oktober i forbindelse med udgivelsen af sit kommende debutalbum.

Den eksperimenterende trip hop-artist Hôy la udgiver den 8. oktober sit debutalbum med den dystre titel There’s A Girl Inside My Brain Who Wants to Die. I den forbindelse tager hun på en albumturné, der foruden Oslo, Bergen og London også kan opleves på dansk jord. Hun har nemlig lige annonceret to danske koncerter, der finder sted på henholdsvis Xenon i København (den 14. oktober) og Radar i Århus (den 4. november).

Den norskfødte – men nu københavnerbaserede – artist er kendt for sine intime, intense og æstetiske liveshows, der blandt andet førte hende til Roskilde Festivals opvarmningsdage tilbage i 2019. For Ingri Høyland er albumudgivelse og albumturné to ting, der hænger unægteligt sammen, og meget tyder også på, hendes koncerter kommer til at byde på nogle helt særlige oplevelser:

– Det hele skulle udskydes. Og jeg nægtede at udgive albummet uden at få lov til at spille koncerter på den måde, vi kender og jeg elsker det. Jeg lever for den tætte, intense stemning, der opstår til en koncert, hvor jeg kan kigge publikum i øjnene, og de kigger tilbage, og vi sammen forstår alvoren. Så er vi sammen om oplevelsen og om at skabe den euforiske stemning.

Imens du venter på debutalbummet og den tilhørende turné “There’s A Girl Tour”, kan du lytte til hendes seneste single “Queen” på Spotify lige her.

Tags:
, ,
Mads Vadsager
madsvadsager@bandsoftomorrow.com