Nordiske Hits // Uge 37

Foto: Azilda // Cassandra Oseni (Pressebillede)

Så er der endnu en gang nye toner fra den nordiske front, og vi har i dag opdateret vores Nordiske Hits-spilleliste med 25 nye tilføjelser. Tjek listen ud her og husk at følge den på Spotify, så du altid kan holde dig opdateret på, hvad der rører sig i Norden.

ARY – “Birthday”

Hvis man krydser Billie Eilish med Selma Judith, nærmer man sig ARYs nye single “Birthday”. ARY, med det borgerlige navn Ariadne Loinsworth Jenssen, er en sanger, sangskriver og producer fra Trondhjem. Hendes musik føles tydelig nordisk, men med blikket vendt ud mod den internationale musikscene, hvilket resulterer i fængende sange, der stadig lyder rustikke. “Birthday” er ment som en forsmag på ARYs kommende debutalbum og med sine drømmende synths, grovkornede bas og den blide vokal, er forventningerne sat rigtig højt.

Azilda – “Come Over”

De fleste kender Azilda Kaputu som den ene halvdel af søsterduoen Embrace (som sidenhen skiftede navn til Kaputu), der i 2016 vandt den populære sangkonkurrence X-Factor. Hun er nu ude med første single fra sit soloprojekt Azilda. “Come Over” lægger poppede melodier over et blidt afrobeat-track, hvor legende percussion og blide synthlyde blandes med en tung bas. Sangen er melankolsk, sårbar og utrolig øm, hvilket understøtter teksten, der handler om to mennesker, der går fra hinanden og Azildas behagelige vokal formidler budskabet perfekt. Hvis man har ledt efter den perfekte sang at lytte til, mens man eftertænksomt cruiser ned ad gaden og reflekterer over livet, bør man tage et lyt til “Come Over”.

DAYYANI – “My Shit”

Dansk-iranske Isabella Dayyani blæste os første gang omkuld med sangen “Goddess” og sidenhen med den genreblandende EP All The Things I’m Learning. Nu er DAYYANI klar med singlen “My Shit”, som traditionen tro bærer præg af forskellige genrer. Sangen lægger ud med en basgang, der leder tankerne mod 80’ernes synthpop, hvorefter der tilføjes guitar i retning af noget Backstreet Boys. I broen er der en rocket bas, som leder mod et moderne poppet omkvæd, der tager alle knebene i brug (og ja, der er ko-klokke). Selvfølgelig er der også et 00’er-klingende breakdown før det sidste omkvæd, hvor det er uundgåeligt at tænke lidt på Justin Timberlakes “Like I Love You”. Med andre ord er der noget for enhver smag i den nye single.

Ellers tilføjet:
AGGi DiX – “God Was a Black Lady”
Alexia Chambi – “If I could choose”
BÜNNI – “Favorite Place”
Elias Boussnina – “Heroine”
Emma Hørlyck – “Kaster Mig Lidt I Kærlighed”
Freja Kirk – “But I’m Okay”
GRO – “One Two Free Fall”
Hilja – “Take Them Down”
Hôy La – “Øya – Radio Edit”
iomfro – ” jeg føler”
JEURU, NikkiH2OP – “No Time To Weep”
Jonathan Floyd – “Perlene”
LÉON – “Dancer”
Ludvig Brygmann – Du kan ikke løbe fra den du er”
Lyoe – “Relations”
Neon Priest – “Promise”
Nicolai Noa – “Samme Geled”
Nikita Thigpen – “Lime”
Oliver Dengsø – “Surface Hunters”
SANDSLOTT – “Kloppen”
Vakle, ESPICHICOQUE – “Through ur Eyes”
Vincent Wood – “Illusion”

Gustav Rasslan
gustavrasslan@bandsoftomorrow.com