06 sep Nadia Mimi vil gerne spredes som Nutella
Foto: Noemi Kapusy (Pressebillede)
Den danske rapper Nadia Mimi er klar med det nye nummer “Nutella”, der med et minimalistisk og tungt beat lægger fokus på lyrikken.
Den danske hip hop-scene koger lige nu over med stærke acts, og Nadia Mimi er ingen undtagelse. Mimi har haft sin egen tilgang til at opbygge sit publikum, hvor hun har fokuseret på live-optrædener fremfor at udgive et album eller en EP. Med over hundrede shows på bagen er den upcoming rapper allerede rutineret i, hvordan man kommunikerer sine følelser gennem musikken, samt hvordan man underholder et publikum. På sin nye single “Nutella” leverer Nadia Mimi en hårdere lyd, end vi har været vant til fra hende indtil nu. Det minimalistiske beat sætter teksten i fokus, og her er der mere end nok at sætte tænderne i. Nadia Mimi viser, hun har styr på den klassiske rap-formel bestående af setup, metafor, punchline og med de fængende flows kan man ikke andet end at nikke med hovedet og synge med på linjer som >>Når røven rammer gulvet, kan de mærke det nede i Thailand<<.
Du kan høre det hårdstlående nummer på Spotify her.